Pierre-Emile Højbjerg scorede to gange for det danske U21-landshold, der dog måtte nøjes med 2-2 mod Slovenien
To gange kom det danske stortalent, Pierre-Emile Højbjerg, på scoringstavlen i sin U21-landsholdsdebut.
Men sammen med holdkammeraterne måtte den 18-årige midtbanespiller, der til daglig spiller i den tyske storklub Bayern München, ikke desto mindre nøjes med 2-2 mod upåagtede Slovenien.
- Selvfølgelig er det fint med personlig succes. Men det var alt andet end en drømmedebut. Her efter kampen vil jeg kalde den fornemmelse jeg står med for bittersød, sagde Pierre-Emile Højbjerg, der ikke lagde skjul på sin skuffelse over den danske præstation de første 45 minutter, som Slovenien vandt 2-0.
I det første minut modtog han bolden fra Yussef Poulsen, og kanonerede den i netmaskerne, mens han et kvarter før tid scorede direkte på et frispark begået mod Rasmus Falk.
- Stor ros til Pierre-Emile. Selvom han kun er 18 år, beviser han, at han fysisk sagtens kan begå sig på U21-niveau, sagde træner Jess Thorup, der troede, at Danmark ville vinde kampen og sikre sig alle tre point, da hans tropper havde vendt 0-2 til 2-2.
U21-landsholdet får på tirsdag muligheden for at revanchere sig, når de i Moskva møder Rusland, der på gruppens førsteplads har to point mere end Danmark.
- Det bliver svært. Russerne er teknisk dygtige. Vi har lige hørt, at kampen på grund af den seneste tids uvejr i Østeuropa er flyttet til en kunstgræsbane. Det har vi det skidt med. Men før vi rejser derover (søndag, red.), afvikler vi et træningspas på en bane med samme underlag. Det er en kamp, vi helst skal have point i for stadig at være med i kampen om førstepladsen, så alle midler må tages i brug, sagde Jess Thorup.
Kampen er af stor betydning: Nummer et er sikret adgang til playoff-kampene til EM 2015 i Tjekkiet, mens de øvrige pladser skal findes blandt de otte kvalifikations-gruppers fire bedste toere.