Pierre-Emile Højbjerg mærker i øjeblikket en bølgedal på landsholdet, og han blev i nederlaget mod Portugal taget ud allerede i pausen. Søndag måtte han tilmed sande, at han var røget helt ud af startopstillingen til kampen mod Frankrig.

Den udlejede Schalke 04-spiller har efterfølgende fået kritik for især sin præstation mod Portugal, og han accepterer den, men forklarer samtidig, at det manglende niveau kan have sine årsager - nemlig at han mod portugiserne spillede på 6'er-positionen og ikke den vante 8'er-position.

»Når man ikke præsterer, så kommer der kritik. Når man præsterer, så kommer der ros og positive ting. Det er en del af fodbolden. Jeg har ikke ramt niveau, og det indrømmer jeg. På den anden side er der måske grunde til det,« siger Pierre-Emile Højbjerg til Kanal 5 og tilføjer:

»Jeg vil spille 8'eren. Det siger man ikke højt som 20-årig, men det er dér, jeg er bedst og gavner holdet mest. Om træneren mener, det er fra start eller senere i kampen. Det er hans disposition. Eller at jeg skal spille 6'eren. Det er op til ham. Jeg kan godt se, hvad Morten mener. Men der er måske tidspunkter i min karriere, hvor jeg er mere klar til det ene end noget andet,« tilføjer Højbjerg.

Pierre-Emile Højbjerg har også i de første otte Bundesliga-runder ledt efter sit niveau og har kun spillet 57 minutters fodbold i den bedste tyske række.