Det kan godt være, at Danmark har et ungt landshold, men det må aldrig blive en undskyldning for, at det ikke vinder fodboldkampe.
Det slår en af truppens yngste, 20-årige Pierre-Emile Højbjerg, fast, efter at landstræner Åge Hareide i sin evaluering af kampen mod Bosnien gjorde det til et tema, at yngre spillere er mere ivrige, svinger mere i deres præstationer og har en større tendens til at fejlplacere sig end ældre.
»Jeg er en vinder. Jeg vil gerne vinde, og det vil vi alle sammen, men jeg ved også godt, hvad det vil sige kun at have vundet en ud af ni kampe. Man er nødt til at bygge en vinderkultur op, man er nødt til at bygge en kultur op, som gør, at vi ved, vi bliver svære at slå. Det siger sig selv, at man ikke får mere selvtillid af at tabe end af at vinde, så det handler om at bygge noget op. Gendanne noget, som mangler – det vil sige at vinde.Alder eller ej.«
Er det her hold godt nok til at spille med om at komme til Rusland?
»Det skal vi være. Det skal vi være.«