Når den førende finnjolle med Jonas Høgh-Christensen søndag sætter i gang ved medaljesejladsen i OL, kan danskeren vide sig sikker på, at han en god time senere vil stå på podiet og blive hyldet.
Efter en fremragende uge på vandet har den københavnske finnjolle-sejler placeret sig solidt i spidsen foran forhåndsfavoritten, Ben Ainslie. Forspringet er så stort, at han ikke kan sendes ud af top tre, og nu tror danskeren på, at hans kommende medalje kan blive af fineste karat.
- Jeg har sat næsen op efter guld. Nu er det tæt på. Jeg kan selv afgøre det, og det er fedt. at det er sådan. Det var et af målene, før det hele begyndte, siger Jonas Høgh-Christensen.
Søndagens race ventes at blive en højspændt duel mellem den førende dansker og hjemmebanehåbet fra Storbritannien, og allerede inden det hele tager sin begyndelse har de to duellanter pustet til ilden i ugens løb, hvor Ainslie har anklaget Høgh-Christensen for at tale usandt i forbindelse med en dommerkendelse mod briten, der i situationen blev idømt en straf for at ramme et mærke.
- Han ramte mærket, og jury-båden så det også. Så der er ingen tvivl om, at han ramte det mærke. Vi (Høgh-Christensen og hollænderen Peter-Jan Postma, red.) gjorde ham faktisk en tjeneste. Hvis han ikke selv havde gjort opmærksom på, at det skete, havde juryen smidt ham ud af sejladsen, hvis det var blevet opdaget, fortæller Høgh-Christensen.
- Jeg synes, at det er synd, at han har brugt så meget energi på at svine mig og hollænderen til med anklager. Det er det pure opspind.
Nu er den verbale clinch dog fortid, og søndag venter den helt store prøve på vandet. Og med den seneste uges præstationer og resultater in mente, er det kun den helt store triumf, der vil tælle for danskeren, som tilmed tror, at det største pres ligger på konkurrentens skuldre.
- Lige i øjeblikket (hvor det bliver afgjort, red.) vil jeg være skuffet over at få sølv. Jeg vil kæmpe med alt, hvad jeg har. Men jeg synes, at jeg har sejlet fantastisk godt i den her uge. Jeg har gjort det, jeg gerne ville. Alt presset lægger på Ben (Ainslie, red.), og jeg kan sejle en lille smule mere frit, siger Høgh-Christensen.