Så er det hverdag for Hobros sensationsmagere.

For første gang i denne sæson tabte træner Jonas Dals tropper på hjemmebane. Og så endda med 1-5.

- FC Midtjylland splittede os totalt ad, sagde Hobro-målmand Jesper Rask og tilføjede:

- Af de 10 hold, som vi indtil videre har mødt i denne sæson, er de klart det bedste.

Det var Hobro-anfører Mads Justesen enig i.

- Specielt deres kantspillere gjorde livet surt for os. Hver gang de havde bolden, var der fare på færde i vores bagkæde, sagde han.

Ikke desto mindre var han udmærket tilfreds med den attitude, som spillerne på Hobro-mandskabet leverede.

- Jeg synes, at vi kan se hinanden øjnene. Selvom vi indkasserer fem mål og FCM var bedre end os, var der ingen, der slog op i banen, sagde Mads Justesen.

Det giver ham tro på, at fredag aftens nedtur blot er en enlig svale.

- Jeg tror, at det er udmærket, at vi først skal spille kamp i Superligaen igen om 14 dage (mod AaB, red.). Turneringspausen kan vi bruge til at få tanket energi. Desuden skal vi forsøge at få nogle af de spillere, som til daglig kun træner sporadisk, klar igen, sagde Mads Justesen og hentydede til, at Jesper Bøge, Anders Egholm og Emil Berggreen et stykke tid ikke har været fysisk på toppen.

Hobro-træner Jonas Dal lagde efter nederlaget ikke skjul på, at han ærgrede sig.

Anderledes kunne det naturligvis ikke være.

Han har tidligere været træner i FC Midtjylland, og havde inden kampen drømt om sejr.

- Det der går galt for os er, at FCM hurtigt kommer foran. Det rev benene væk under os. Desuden synes jeg, at vi mangler hårdhed i vores spil, sagde han.