Store dele af fagbevægelsen så vantro til, da regeringen i sidste uge valgte at opgive trepartsforhandlingerne. Begrundelsen var Dansk Metals nej til at afgive ferie- og helligdage, men ifølge et andet LO-forbund, HK/Kommunal, ligger skylden for sammenbruddet hos fagbevægelsens førstemand, LO-boss Harald Børsting.

HK/Kommunals formand, Bodil Otto, betegner over for DR Nyheder LO-ledelsens håndtering af trepartsforhandlingerne som »noget rod og dårligt håndværk«.

- Det er ham, der har hovedansvaret for det. Selvfølgelig har vi andre et medansvar, men det er jo ham, der tegner butikken. Jeg synes, man kunne have gjort det her meget, meget bedre, siger de kommunalt ansatte HKeres formand, der især ærger sig over, at helligdagene kom til at fylde så meget i optakten til forhandlingerne.

- Jeg synes, vi har rodet rundt og diskuteret store bededag, men vi har ikke fået fortalt offentligheden, hvad vi gerne ville. Hvis LO-formanden havde taget den dagsorden, så havde han sikkert også fået TV-tid til at fortælle historien. Der har vi været alt for defensive, siger Bodil Otto til DR Nyheder.

Forløbet har fået HK til at genoverveje sin fremtid i LO. Tidligere har HK-forbundene overvejet at melde sig ind i FTF, men Bodil Otto ville foretrække, at man slog de to hovedforbund sammen.

- Lav én ny, stærk hovedorganisation. Man ville stå stærkere, i modsætning til i dag, hvor mange forskellige grupper står og småråber på sidelinjen, siger hun.

Fagforeningerne i FTF har tilsammen omkring 450.000 medlemmer, mens LO-forbundene kan mønstre godt 1,1 million medlemmer.