Den svenske prinsesse Estelle er helt vild med sin lillebror.

Det fremgår tydeligt at et helt nyt billede, som de to børns stolte forældre, kronprinsesse Victoria og prins Daniel, onsdag har lagt ud på Kungahusets Facebook-side som en lille påskegave.

Mere end 100.000 mennesker har også inden for ganske få timer 'liket' det søde billede, der viser en smilende Estelle, der kigger ned på sin mørkhårede lillebror, som hun holder i sine arme.

»En varm tak for alle hilsner, lykønskninger og gratulationer vi har fået i forbindelse med prinsesse Estelles fødselsdag og prins Oscars fødsel. Vi værdsætter al omtanken og at så mange deler vores glæde,« skriver kronprinsessen og prinsen i opslaget sammen med billedet.

Artiklen fortsætter under opslaget.

Med en kampvægt på 3655 gram og en længde på 52 centimeter kom den lille svenske prins til verden den 2. marts om aftenen på Karolinska hospital i Solna, nord for Stockholm.



Dagen efter fik han sit navn. Oscar Carl Olof.

Artiklen fortsætter under billedet.

Med et glimt i øjet fortalte prins Daniel få timer efter fødslen til den ventede presse på hospitalet, hvem den lille ny ligner.

»Heldigvis ligner drengen sin mor,« sagde han og grinte.

Han lagde heller ikke skjul på, at han var glad for nu at have et barn af hvert køn.

»Det føles godt, der kommer lidt mere balance med to drenge i familien,« sagde Prins Daniel med et smil.

Prinsesse Estelle Silvia Ewa Mary fyldte fire år for nylig.