Den pakistanske læge Shakil Afridi sendte CIA på sporet af Osama bin Laden. Nu skal Afridi 33 år i fængsel for forræderi
En pakistansk læge, der sidste år hjalp det amerikanske efterretningsvæsen CIA med at finde og dræbe Osama bin Laden, er blevet idømt 33 års fængsel for forræderi.
Lægen, der hedder Shakil Afridi, har stået anklaget for at have arranget et »falsk« vaccinationsprogram, som reelt havde til hensigt at finde frem til den dræbte al-Qaeda-leder i byen Abbottabad. En gruppe amerikanske Navy Seals angreb i maj 2011 bin Ladens hus og dræbte terrorlederen.
Kort efter blev lægen Shakil Afridi anholdt af de pakistanske myndigheder, som ikke på forhånd var blevet orienteret om den amerikanske aktion. Myndighederne mente, at lægen havde konspireret mod den pakistanske stat.
Regeringen i Islamabad mente i det hele taget, at USA havde forbrudt sig mod Pakistans suverænitet ved angrebet mod Osama bin Laden på pakistansk jord.
USA har ved både udenrigsminister Hillary Clinton og forsvarsminister Leon Panetta udtalt, at Shakil Afridis hjælp i jagten på Osama bin Laden har gavnet både amerikanske og pakistanske interesser, og begge ministre har afvist, at lægen har begået forræderi mod Pakistan.
Dommen på 33 års fængsel ventes ifølge Reuters at forværre de diplmomatiske bånd mellem USA og Pakistan yderligere.