Regeringen præsenterede mandag sin hjælpepakke de ledige, der står til at miste dagpengene ved årsskiftet. Men LO og Enhedslisten afviser, at hjælpen er tilstrækkelig.

Hvis regeringen havde troet, at den belastende dagpengedebat ville forsvinde med fredagens lancering af en såkaldt akutpakke til ledige, må den tro om.

Både LO og støttepartiet Enhedslisten har tænkt sig at benytte enhver lejlighed til at holde debatten i gang - ikke mindst i de kommende finanslovsforhandlinger, hvor hjælpen til de arbejdsløse, som mister deres dagpenge ved årsskiftet, er blevet et kardinalpunkt.

- Det bliver godt nok svært at få strikket noget sammen uden en løsning for de tusinder af arbejdsløse, der kan miste dagpengene. Jeg kan faktisk slet ikke se, at vi kan få strikket noget sammen med regeringen, hvis ikke problemet bliver løst, siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl.

Regeringen har flere gange afvist at forlænge dagpengeperioden fra de to år, som træder i kraft fra årsskiftet, eller at forkorte genoptjeningskravet, som blev fordoblet af den tidligere regering fra et halvt til et helt år. Økonomien er ikke til det, lyder det.

LO-formand Harald Børsting har dog ingen planer om at droppe kravet om en forlængelse af dagpengeperioden:

- Jeg hører ikke andet, end at regeringen stadig afviser. Men det skal ikke forhindre os i at blive ved med at fremføre ønsket og dokumentere problemet. Heldigvis plejer politikere i dette land at lytte, når argumenterne er gode nok, siger han.

Selv regeringspartiet SF har den holdning, at akutpakken måske slet ikke er nok, og vil derfor ikke udelukke flere initiativer.

- SF er rigtig glade for, at vi som regering nu lancerer denne pakke, og for den ekstra hjælp, vi giver de langtidsledige. Spørgsmålet er så, om der er behov for flere initiativer. Det skal man ikke udelukke, og vi må følge udviklingen tæt, siger politisk ordfører Jesper Petersen.

Med akutpakken stiller regeringen 332 millioner kroner til rådighed for arbejdsmarkedets parter i 2012 og 2013. Planen er blandt andet at give ledige ret til opkvalificering og hurtig adgang til job med løntilskud.

Det sker blandt andet gennem et særligt jobberedskab i a-kasser og på jobcentre, som dedikeres til at hjælpe ledige, der kun har seks måneder eller mindre tilbage af deres dagpengeperiode. Inden længe vil alle ledige i risikogruppen blive kontaktet og opfordret til at melde sig hos jobberedskabet.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) understreger, at arbejdsmarkedets parter skal stå sammen for at sikre, at akutpakken bliver en succes.

- Vi står med en ekstraordinær udfordring, som kræver en ekstraordinær indsats for de mennesker, der er berørt. Derfor er jeg glad for den løsning, vi i fællesskab er kommet frem til. Det er en løsning, der tager udgangspunkt i god gammeldags jobformidling, siger hun og tilføjer:

- Uanset hvad, så bør vi kunne samles om, at det bedste perspektiv for arbejdsløse er at komme tilbage i job frem for at hænge fast på dagpenge.

LOs Harald Børsting tør ikke spå om, hvor mange ledige, akutpakken vil hjælpe i job. Men han siger:

- Akutpakken retter fokus på de tilbud til ledige, som vi ved, har størst effekt i forhold til at få et ordinært job. Men selv om det er godt og fornuftigt, så løser det ikke hele problemet.