Historisk skatteaftale udløser krise
Regeringen indgår skatteaftale med V og K. Enhedslisten truer med at stemme imod finansloven.
Regeringen indgår skatteaftale med V og K. Enhedslisten truer med at stemme imod finansloven.
Regeringen går et særdeles usikkert efterår i møde efter, at finansminister Bjarne Corydon (S) i aftes landede en bred skatteaftale med Venstre og de Konservative. Det skriver Berlingske. Med aftalen får regeringen langt størstedelen af sit skatteudspil gennemført, men boligejerne og de rigeste pensionister slipper for at bidrage til finansieringen. Skatteaftalen, der fordobler beskæftigelsesfradraget og forhøjer topskattegrænsen med 57.900 kr. frem mod 2022, vakte øjeblikkeligt så stor vrede i Enhedslisten, at det er usikkert, hvordan regeringen vil samle flertal for sin finanslov til efteråret.
- Enhedslistens tillid til regeringen er ikke-eksisterende. Vi er ikke længere støtteparti for denne regering. Vi er opposition, siger en vred Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun understreger, at der allerede lå en færdig aftale klar, som regeringen kunne indgå med Enhedslisten.
Corydon mener dog, at han har spillet med åbne kort og indgået det forlig, hvor regeringen kunne få mest mulig af sin politik igennem.
- Vi har skrevet historie ved for første gang i mange år at skabe et bredt samarbejde gennem en bred skatteaftale, siger Bjarne Corydon, der indgik den overraskende aftale med Venstre og de Konservative efter blot fire timers forhandlinger i Finansministeriet.
Det har været altafgørende for Venstre og de Konservative, at boligejerne fredes.
- Der er skattelettelser for 14 mia. kr., og heraf er halvdelen ægte skattelettelser. Vi får lavet en aftale, hvor vi ikke generer boligejerne. Det var meget vigtigt for Venstre. Og vi får lavet en aftale, hvor folkepensionisterne heller ikke generes, siger Peter Christensen, finansordfører for Venstre, til Berlingske.
Han er tilfreds med Venstres lyncomeback i forhandlingerne, men understreger, at finansloven er en sag for Enhedslisten.
- Vi har for længst sagt til regeringen, at udgangspunktet for finansloven er, at de har deres parlamentariske grundlag på plads.