Historisk få trafikdrab i 2011
2011 blev et historisk år for dansk trafiksikkerhed. Ifølge en foreløbig opgørelse fra Rådet For Sikker Trafik mistede lige omkring 200 personer livet på de danske veje i 2011.
2011 blev et historisk år for dansk trafiksikkerhed. Ifølge en foreløbig opgørelse fra Rådet For Sikker Trafik mistede lige omkring 200 personer livet på de danske veje i 2011.
Det betyder, at risikoen for at blive slået ihjel i trafikken sidste år var den laveste, siden myndighederne begyndte at opgøre trafikdrab i 1930. Det er på trods af, at der aldrig har været flere køretøjer på de danske veje end nu.
Ifølge dokumentationschef i Rådet For Sikker Trafik, Jesper Sølund, skyldes det rekordlave antal dræbte en blanding af masser af sne på vejene i starten af året, bedre sikkerhedsudstyr i bilerne og ikke mindst mere forsigtig kørsel.
Antallet af trafikdræbte toppede i 1971, hvor 1.213 personer mistede livet i trafikken.
Myndighederne har først det endelige overblik over antallet af dræbte senere på året, men det vil ikke ændre på den positive rekord, forsikrer Jesper Sølund.