Efter en række afbud er der nu godt nyt forud for næste års internationale Melodi Grand Prix i København – Portugal vender tilbage.

Da Emmelie de Forest i maj måned sang sig til tops i Grand Prix’et i Malmø, fik hun masser af stemmer fra hele Europa. Men Portugal var der ingen stemmer fra. Det sydeuropæiske land deltog nemlig ikke i årets sangkonkurrence af økonomiske årsager.

- Normalt siger vi ikke noget før til januar. Men vi vil dele vores glæde over, at Portugal har bekræftet, at de er med i Eurovision Song Contest 2014, står der.

Portugals tilbagevenden er godt nyt for DR og Grand Prix’et, da både Kroatien og Cypern de seneste måneder overraskende har meldt ud, at de ikke stiller op i København.

Om niveauet for musikken bliver hævet gevaldigt med Portugal på scenen, er dog straks mere tvivlsomt. Portugal er nemlig dét land, der i Grand Prix’ets historie har klaret sig absolut dårligst.

46 gange har håbefulde portugisiske sangere stillet til start, men ikke en eneste af dem har vundet. Eller bare været i nærheden af en sejr. Portugals bedste placering kom i 1996, hvor Lúcia Moniz opnåede en sjetteplads med 'O meu coração não tem cor'. Siden da har landet ikke placeret sig i top 10.

30 lande har foreløbig tilmeldt sig Eurovision Song Contest i København, mens lande som Italien, Slovenien, Serbien og Polen fortsat overvejer.