For tre et halvt år siden kom Rufus Gifford til Danmark. Nu forlader han den amerikanske ambassade i København. Selvom han passer bedre i Danmark, end han nogensinde har passet ind i sin hjemby, må han hjem og kæmpe for dét USA, han tror på.

Man kan ikke altid huske, hvad folk siger til èn. Men man kan huske, hvordan de får én til at føle.

Præcis sådan har Rufus Gifford det, når han tænker tilbage på den aften, han første gang mødte Barack Obama.

Det var til en fest den 2. januar 2007 hos den amerikanske senator Ted Kennedy.

Rufus Gifford kom lige fra et møde, hvor Hillary Clintons folk havde tilbudt ham et job, hvor han skulle samle penge ind til hendes kampagne. På det tidspunkt var Barack Obama guvernør og havde endnu aldrig sagt højt, at han drømte om at blive præsident. Rufus Gifford vidste godt, hvem den mørke guvernør fra Illinois var, da han gik over for at hilse på ham.

»Jeg kan ikke huske, hvad han sagde. Men jeg kan huske følelsen af hans håndtryk. Måden han talte til mig – og øjenkontakten. Følelsen af at han ikke kiggede mig over skulderen for at se, om der var nogle mere interessante at tale med. Jeg husker en omsorg, en ægthed. Det er værdier, der tæller for mig,« husker den i dag 42-årige Rufus Gifford.

Kort efter ringede han til Hillary Clintons stab og takkede nej til jobbet, selvom han mere end noget andet i verden ønskede sig et job som politisk rådgiver for en fremtrædende demokrat. Det var bare ikke dén demokrat, han ville arbejde for.

»Så satte jeg mig til at vente på et opkald fra Obama. Det kom,« siger han med et bredt smil.

Jagten på drømmen

BT Weekend møder ham på en café et stenkast fra den bygning, som har været hans arbejdsplads gennem tre et halvt år – den amerikanske ambassade i København. Selv iført solbriller og afslappet feriefuldskæg kan Rufus Gifford knap komme ind på den travle café, før en større flok har samlet sig om ham. For at sige ’hej’ eller ’tak’ og få en lille bid af den mest berømte ambassadør, USA nogensinde har sendt til Danmark. Han vinker og hilser og får banet sig vej til bordet, hvor han bestiller en diet coke, mens han øjer menukortet igennem og overvejer en salat.

Med valget af Donald Trump som USA’s næste præsident er Rufus Gifford, der ligesom USA’s øvrige ambassadører er politisk udpeget, blevet trukket hjem til USA. Han elskede ellers jobbet – og Danmark. Han får ikke buddet om at blive. Hvis han gjorde, ville han takke nej, for han kan ikke repræsentere den nye amerikanske regerings værdier. Indrejseforbuddet, angrebet på den frie presse og tunnelsynet. Det er bare ikke Rufus Gifford.

Han tror fortsat på den amerikanske drøm. For det er jo det samme folk, der har stemt Trump ind, som i sin tid stemte Obama ind. Rufus Gifford er optimist. Han tror, at man kan finde lyset frem i amerikanerne igen, og ser det som sin pligt at prøve. Han overvejer at stille op som guvernør for Massachusetts. Overvejer.

Han er lige kommet hjem efter tre ugers ferie i Australien og New Zealand med sin mand Stephen DeVincent.

»Meget af tiden har jeg brugt på at fordøje den tid, der er gået, og tænke over, hvad der skal ske i fremtiden. Jeg kan ikke se mig selv som ’vice president’ i en eller anden virksomhed, for jeg har fået politik i blodet. Det har jeg virkelig.«

Selv om han synes, udsigterne i USA er dystre, er det ikke nu, han giver op. Tværtimod.

»Da jeg vågnede den 9. november (dagen efter det amerikanske præsidentvalg, red.) i Rydhave, vendte jeg mig mod Stephen og sagde: ’Måske skulle vi blive?’ Vi har jo et godt liv i Danmark selv uden ambassadørposten.«

Men det ville være det lette valg, og det tager han ikke.

»Det er mit ansvar at vende tilbage og kæmpe for de værdier, jeg tror på. Fundamentalt er det ikke et anderledes USA, jeg vender tilbage til. Det er bare en anden præsident og en anden retorik. Vi har altid været et polariseret land, men hvor den tidligere præsident forsøgte at forene landet, forsøger den nye at splitte det. Men menneskene er de samme. Vi har stadig lidenskaben, business og kreativitet, men lige nu overskygges det bare af det politiske,« siger han.

Ung og utilpasset

Skruer han tiden tilbage, havde Rufus Gifford aldrig troet, at han skulle blive til noget. Som barn var han småtyk, uatletisk og manglede grundlæggende selvtillid. Mest af alt fordi han sloges med sin seksualitet. Han var bøsse i et samfund, hvor kerneværdierne var far, mor og børn. I byen Manchester by the Sea, der ligger en halv time uden for Boston, boede pæne mennesker i pæne huse og fik pæne børn. Man stemte demokratisk, selvom værdierne var konservative. Det var det samfund, som Kennedy-dynastiet kom fra og var folkehelte. Hvide, kristne og velhavende. Rufus Gifford var nødt til at rejse, for han havde ingen ambitioner om at blive bankdirektør som sin far.

»Jeg rejste, for jeg følte ikke, at jeg passede ind. Ikke kun fordi jeg er bøsse. Men den by, jeg boede i, var bare ikke en bastion for åbenhed,« siger han, der dengang som nu tror på at: ’Mangfoldighed er en dyd’. I min barndom ledte jeg efter...,« Rufus Gifford tænker længe.

»Efter min plads i verden. Og jeg skulle nok arbejde ekstra hårdt for den på grund af min seksualitet.«

Havde nogen dengang bedt ham om at sætte ord sammen til sætninger, ville ’jeg aldrig have klaret det’, siger han. I dag flyder ordene i en lind strøm.

»Men hver gang der sker noget godt for mig, går jeg tilbage til den 15-årige dreng. Faderen troede aldrig, at han skulle blive til noget.«

Failure i Hollywood

Det var bestemt ikke i første forsøg, at Rufus Giffords liv flaskede sig. For at komme væk fra sin hjemstavns snærende bånd rejste han i 1996 til Los Angeles for at arbejde i filmindustrien. Han blev personlig assistent for en filmproducer og skrev manuskripter, men det var langtfra lykken.

»I failed miserably,« siger han med dyster mine.

»Jeg var utilfreds med mig selv og mit arbejde, og jeg tjente ingen penge.«

Senere gav han ejendomsbranchen et skud, men hans ejendomsmæglerforretning lukkede, næsten inden den nåede at åbne. Som 29-årig gjorde han op med både den ene og den anden ambition og blev i stedet ulønnet praktikant for demokraten John Kerrys valgkampagne.

»Jeg havde fejlet i alt andet, jeg havde gjort i livet. Så jeg tog virkelig en stor risiko og begyndte helt forfra.«

Hvis han havde troet, at politik heller ikke var hans vej, tog han fejl. Han fik succes med John Kerrys kampagne og slog sig efterfølgende op som politisk rådgiver. Første kunde i butikken blev Barack Obama, som endelig havde besluttet sig for at stille op som præsident.

I rollen som politisk rådgiver mødte Rufus Gifford endelig succes og dermed lykke. Eller som han selv siger: ’dét sted, hvor hjerte og hjerne mødes’.

Goddag, Danmark

Resten er dansk-amerikansk historie, Da Barack Obama for anden gang indtog præsidentembedet, takkede han sin loyale rådgiver Rufus Gifford ved at sende ham til Danmark som ambassadør.

Rufus Gifford forbandt Danmark med klima, frihed og homoseksuelle rettigheder. Men han vidste ikke, hvordan man var ambassadør. I de følgende måneder læste han alt om landet, mødtes med tre tidligere amerikanske ambassadører i Danmark og med venner, som havde været ambassadører andre steder i verden.

»Jeg vidste, hvad regeringen forventede af mig, for det var de meget tydelige om, men jeg vidste ikke, hvad danskerne forventede.«

Men som Barack Obamas repræsentant var det ikke så svært at overføre hans værdier om åbenhed, kommunikation og mangfoldighed til det nye job. Det gjorde Rufus Gifford ved at tale, smile, vinke, lytte og tale lidt mere. Det hele blev forenet i dét, som Rufus Gifford kaldte sit ’outreach program’. Altså ideen om at den amerikanske ambassade med ham i spidsen skulle række ud til danskerne.

»You know, vi kommer ret ofte til at prædike for koret. Det vil sige, at man som diplomat taler med andre diplomater. Jeg ville noget andet. Jeg ville tale med folk – ikke til folk,« siger han og kigger ud ad vinduet for at finde de næste ord.

»Det er ikke fordi, jeg vil have folk til at ændre mening. Jeg vil bare gerne give dem et nyt perspektiv.«

Ingen chokolade

Han har besøgt de mest belastede boligområder i Danmark, steder som ikke er vant til at se en ambassadør, og som ligger så langt fra Manchester by the Sea, som man overhovedet kan komme. Han tog også ud på højskoler og talte.

»Jeg ville hellere ud at tale med folk, som ikke hørte en som mig til dagligt. Og de dukkede op, selvom de ikke anede, hvem jeg var, eller hvad jeg lavede. De troede, mit liv handlede om at spille golf og drikke cocktails.«

Mange danskere kender reklamen for chokoladen Ferrero Rocher, som (ifølge reklamen) altid bydes rundt til ambassadørens fester. Det var dét billede af dyr chokolade til fine fester, som danskerne havde af den amerikanske ambassadør.

»Du gør dig ikke begreb om, hvor mange gange jeg har svaret på, hvor mange Ferrero Rocher jeg har spist i dag. For at være ærlig har jeg ikke spist én eneste i mit liv.«

Det var det image, Rufus Gifford ville bryde med, og det foregik i hver en by i Jylland, på Fyn og Bornholm, i foreninger, på biblioteker, i sportshaller og klubber. For at mejsle sig yderligere ind i folks bevidsthed var han med i en tv-serie om sig selv. I 2014 kunne danskerne i en seks afsnit lang serie ved navn ’Jeg er ambassadøren fra Amerika’ følge Rufus Gifford på arbejde.

Ingen tvivl om, at han har fået succes som ambassadør. Så meget, at han på trods af solbriller og uden et opsigtsvækkende entourage af sikkerhedsfolk stadig genkendes, omfavnes og takkes af fremmede mennesker på gaden. Han ligner én, der elsker det.

»’Smack me in the face’ den dag, jeg bliver træt af, at fremmede mennesker er venlige mod mig. Indeni er jeg jo stadig den småtykke 15-årige dreng. Det er ham, der holder mig på jorden.«