Omkring 2.000 danske politibetjente måtte 19. september 1944 overgive sig til tyskerne for at blive sendt i kz-lejr. Men på Amalienborg gik politiet på barrikaderne for at forsvare kongen

Det var en af disse stille, varme septemberdage, hvor solen synes at samle sig i et sidste strålende smil til den døende sommer. Lette, blånende småskyer gled sagte hen over himlen.

Sådan beskrev betjent Poul Hansen i sin erindringsbog den sensommerdag, der blev dansk politis mørkeste kapitel, 19. september 1944. Den dag besættelsesmagten på slaget 11 med maskinpistoler trængte ind på landets politistationer, tog omkring 2.000 danske betjente til fange og sendte dem i tysk koncentrationslejr, hvor 81 af dem døde.

Tyskerne kaldte den Aktion Möwe, og den fandt sted stort set uden at møde modstand fra politistyrken.

Men anderledes forholdt det sig dér, hvor Poul Hansen og hans 55 kolleger gjorde tjeneste. Her gik man til kamp for kongen. I en modaktion, der udelukkende beroede på en regulær fejl.

Opret abonnement på BT Plus og læs hele historien om den 19. september 1944. Husk 1. måneds abonnement er helt gratis.

 

Det var en af disse stille, varme septemberdage, hvor solen synes at samle sig i et sidste strålende smil til den døende sommer. Lette, blånende småskyer gled sagte hen over himlen.

Sådan beskrev betjent Poul Hansen i sin erindringsbog den sensommerdag, der blev dansk politis mørkeste kapitel, 19. september 1944. Den dag besættelsesmagten på slaget 11 med maskinpistoler trængte ind på landets politistationer, tog omkring 2.000 danske betjente til fange og sendte dem i tysk koncentrationslejr, hvor 81 af dem døde.

Tyskerne kaldte den Aktion Möwe, og den fandt sted stort set uden at møde modstand fra politistyrken.

Men anderledes forholdt det sig dér, hvor Poul Hansen og hans 55 kolleger gjorde tjeneste. Her gik man til kamp for kongen. I en modaktion, der udelukkende beroede på en regulær fejl.

Et år tidligere havde dansk politi overtaget beskyttelsen af kongehuset fra Den Kongelige Livgarde, som - i lighed med det øvrige danske militær - var blevet afvæbnet. Nu gjorde en vagtstyrke tjeneste på enten Amalienborg i indre København eller på Sorgenfri Slot i Nordsjælland afhængigt af, hvor kongefamilien befandt sig.

Kongefamilien var hjemme

I september 1944 var familien rykket til Amalienborg. I residenspalæet opholdt kong Christian X og dronning Alexandrine sig. På den anden side af slotspladsen kronprinsparret og deres to små døtre, Margrethe på fire og den kun seks måneder gamle Benedikte. Og i formiddagstimerne denne dag var idyllen intakt i gemakkerne. Kongen havde sat sig til rette i dagligstuen, som vendte ud mod slotspladsen. Dronningen var kørt til Rungsted for at spille golf. Og ovre i kronprinspalæet gik livet også sin vante gang i småbørnsfamilien.

Ingen - hverken indenfor de kongelige mure eller udenfor - tog synderlig notits, da sirenerne lød kl. 11. Lyden var blevet en del af danskernes hverdag.

Men en pludselig geværild i nærheden af slottet kort efter fik politiet til at spidse ører. Og da en civil cyklist efterfølgende kom farende ind på pladsen og meddelte, at tyskerne havde besat den nærliggende St. Kongensgade station, blev der travlhed på Amalienborg.

Ikke alene skulle kongen i sikkerhed på slottet. Dronningen skulle også adviseres i en fart og hjem fra Rungsted. Og så skulle slottet beskyttes.

Afspærrede alle gader

Med hjælp fra en række frivillige civile lykkedes det på en halv time politistyrken på Amalienborg at få afspærret alle gader ind til slotspladsen med såkaldte ’spanske ryttere’ og sandsække. Nu kunne tyskerne bare komme.

Først skulle dronningen dog hjem. Og som førnævnte Poul Hansen skrev i sin bog ’Kampen om Amalienborg’, gik det tjept.

’Fem minutter over 12 kom bilen farende oppe fra Toldbodgade. Den fór gennem åbningen, smuttede mellem de to barrikader, susede rundt om residenspalæets hjørne og forsvandt ind i porten, skriver han i bogen og citerer en gammel hoffunktionær for efterfølgende at sige: ’Det er da forfærdeligt, at sådan noget skal overgå os. Men nu er vor mor jo kommet hjem, og så er kongen glad og så skal det nok gå’.

Det er muligt, at kongen var glad. Men udenfor hans vinduer var der snart gang i kampene mellem de 56 politifolk og de tyske styrker. En kamp, der blev sat i gang, da en kolonne bevæbnede unge tyske soldater pludselig kom marcherende i Amaliegade med kurs mod slotspladsen.

Voldsomme skyderier

Og snart blev det første af utrolig mange skud løsnet i de voldsomme kampe mellem politi og tyske soldater, der blev yderligere dramatiseret af, at der opstod brand i en beboelsesejendom i Amaliegade, og at en anden blev ramt af en pansergranat.

Forfatter og tidligere kriminalassistent Frank Bøgh udgiver i dag bogen ’19. september - Da politiet blev taget’, som fortæller historien om, hvad der lå forud for Aktion Möwe og dens forløb i hele landet, herunder på Amalienborg.

Relativt fredeligt

- Som helhed kan man sige om 19. september, at bortset fra enkelte dødsfald - som altid er tragisk - foregik det meget fredeligt. På nær på Amalienborg, som står i historien som den kamp, hvor dansk politi afviste tyskerne og stod vagt om kongen. Og det er det rene sludder.

- Kampen om Amalienborg var en kæmpemæssig fejltagelse fra begyndelsen, bundede i en fuldstændig mangel på kommunikation, hvor den ene hånd ikke vidste, hvad den anden gjorde. Hverken blandt det danske politi eller tyskerne. Og det hele udsprang af en fejl, siger Frank Bøgh om de voldsomme kampe, som sårede tre danske betjente, dræbte 15-20 tyske soldater og kostede flere civile livet.

Den tyske marine havde hovedkvarter i Hotel Phønix i Bredgade, som løber parallelt med Amaliegade, gaden der fører ind til slotspladsen. Netop den 19. september havde besættelsesmagten forventet en del civil uro og havde derfor indkaldt ekstra mandskab fra marinen.

Marinesoldater sat ind

Derfor ankom 40-60 tyske marinesoldater med båd fra Holmen, hvor de havde base, og blev omkring kl. 12 sat af ved Esplanaden nord for Amalienborg. Derfra havde de fået ordre til at fortsætte ad den gade, der i dag hedder Esplanaden og dreje til venstre ad Bredgade. Men de unge soldater og deres løjtnant var ikke kendt i København. Og gik forkert.

- Man går til venstre én gang for tidligt. Havde man gået efter planen, var det her aldrig sket, forklarer Frank Bøgh om kolonnens skæbnesvangre march ned gennem Amaliegade i stedet for Bredgade.

- Da de kommer et stykke ned ad Amaliegade, ser de afspærringerne med pigtråd, som de undrer sig over og prøver at flytte. Og så er det, at skyderierne går i gang. Danskerne skyder på tyskerne, og nogle stykker mister livet, flere bliver såret. Der er forvirring alle steder, for det her var der ingen, der havde forestillet sig, siger Frank Bøgh.

Palæforvalter skudt

Klokken 14.45 lød det sidste skud i dagens kamp. Det ramte kaptajn Schlichtkrull, kongens palæforvalter, da han iført en hvidmalet hjelm forsøgte at råbe de tyske styrker op for at få dem til at indstille skydningen efter ordre fra Pancke, den højere SS- og politifører i Danmark.

Kampene var en ren fejltagelse. Det havde aldrig været besættelsesmagtens hensigt at afvæbne kongens politivagt. Man havde bare glemt at viderebringe denne oplysning, undskylder Pancke overfor kongehuset.

- Tavse, grå i ansigterne og med sænkede geværer stod de lidt og skulede til politimændene, der havde rejst sig bag barrikaderne... Så samlede de sig i uordentlige klynger og traskede af sted, beskriver politivagt Poul Hansen i sin erindringsbog og fortsætter:

- De nåede ud for (Amaliegade, red.) nr. 31 og 32. Gaden drev af blod. Ikke små pøle, men tykke, brede strømme, der strakte sig fra rendestenen og et stykke ud på kørebanen.... flere steder lå der større og mindre stykker hjernemasse og stumper af knuste knogler.

Alt sammen på grund af en fejl.

 

Frank Bøghs ’19. september - Da politiet blev taget’ udkommer 19. september. Derudover kom der i sidste uge yderligere en bog om dagen, nemlig Anton Guldbæks ’Det må aldrig ske igen’.