’Kære Lilly. Ja nu er det altså alvor, at vi skal sendes afsted. Hvorhen ved jeg ikke.’

Sådan indleder Ejnar Haakon Pedersen brevet til sin elskede kone Lilly. ’Jeg haaber snart at se dig igen, ja mens jeg sidder og skriver, falder der en taare, jeg tænker, så det gør ondt inde i mit Hoved’, fortsætter han og begræder, at han ikke fik sagt farvel til sine børn.

Brevet er dateret 20. november 1944, og det bliver det sidste livstegn, Lilly får fra sin 36-årige mand. For endnu et brev er på vej i posten til den nu enlige forsørger til tre børn. Et brev, hvor Dansk Røde Kors meddeler hende, at hun ikke kan få lov at besøge sin mand i Vestre Fængsel. Begrundelse: ’ (...) Andragendet af de tyske Myndigheder ikke paa indeværende Tidspunkt har kunnet imødekommes, da deres Mand er ført til Neuengamme ved Hamburg, Tyskland’.

Opret abonnement på BT PLUS og læs hele dette tema om Anden Verdenskrig og de mennesker, som var en del af den - husk at 1. måneds abonnement er helt gratis.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

’Kære Lilly. Ja nu er det altså alvor, at vi skal sendes afsted. Hvorhen ved jeg ikke.’

Sådan indleder Ejnar Haakon Pedersen brevet til sin elskede kone Lilly. ’Jeg haaber snart at se dig igen, ja mens jeg sidder og skriver, falder der en taare, jeg tænker, så det gør ondt inde i mit Hoved’, fortsætter han og begræder, at han ikke fik sagt farvel til sine børn.

Brevet er dateret 20. november 1944, og det bliver det sidste livstegn, Lilly får fra sin 36-årige mand. For endnu et brev er på vej i posten til den nu enlige forsørger til tre børn. Et brev, hvor Dansk Røde Kors meddeler hende, at hun ikke kan få lov at besøge sin mand i Vestre Fængsel. Begrundelse: ’ (...) Andragendet af de tyske Myndigheder ikke paa indeværende Tidspunkt har kunnet imødekommes, da deres Mand er ført til Neuengamme ved Hamburg, Tyskland’.

  

Halvanden måned senere er Ejnar Haakon Pedersen død.

I en ny bog, ’De asociale’, tages der livtag med et af Anden Verdenskrigs tabuer, det mørke kapitel om de knap 500 danske mænd, som, mens krigen lakkede mod enden, blev arresteret af nazisterne og sendt til koncentrationslejre i Tyskland. Stemplet som ’asociale’. Et stempel, der forhindrede dem i at få erstatning, et stempel, de aldrig har fået oprejsning for.

En af de mænd var 82-årige Bent Pedersens far, søfyrbøder Ejnar Haakon Pedersen, som en oktobermorgen i 1944 blev hentet af tyskerne i sit kolonihavehus på Amager. En dag, Bent Pedersen husker godt. For godt.

- Den forbandede klæbehjerne. Jeg kan huske hele møget oppe i kasketten. Det er træls, siger han.

Bent Pedersen ryster på hovedet. Måske i håbet om, at han kan ryste minderne ud af det, ryste dem ud i glemslens tåger.

Det er morgenen den 26. oktober 1944, Bent Pedersen gerne vil glemme. Han havde ikke set sin far i en uges tid. Det var der ikke noget mærkeligt i. En mand, der arbejder på havet, må tage hyre, når den er der.

Men aftenen forinden var faderen uventet vendt hjem til det lille kolonihavehus, rammen om familien på fem: Ejnar og hans kone Lilly, Bent på 12, Grethe på otte og lillesøster ’Buller’ på to.

Nu var det morgen, og faderen fulgte Bent i skole. Så gik de hver til sit. Men Bent havde ikke været i skolegården længe, før en skolekammerat kom løbende. ’Tyskerne er inde hos din far,’ råbte kammeraten.

Bent Pedersen tog benene på nakken og spurtede den lille kilometers penge tilbage til hjemmet.

- Ganske rigtigt. Jeg kom lige rundt om hjørnet og så dem komme gående med ham ud gennem havegangen. Så blev han læsset ud i bussen og kørt væk, fortæller Bent Pedersen.

’Der må være sket en fejltagelse’

Klokken var 7.40. Ejnar Haakon Pedersen var blev taget i en af tyskernes razziaer, razziaer som pressekontoret hos ’den højere SS- og Politifører i Danmark’ varslede i de dage overfor ’vaneforbrydere, navnlig indbrudstyve og bedragere samt asociale elementer og alfonser’ som ville ’blive ført til en koncentrationslejr i Tyskland’, som det hed i en tysk meddelelse.

At faderen var faldet ind i den kategori, vidste hverken Bent eller hans mor. De fattede ikke, hvad der foregik.

- Min mor sagde til mig, ’han kommer aldrig hjem mere’. ’Gu’ kommer han hjem igen, mor,’ svarede jeg. ’Der må være sket en fejltagelse’. Men han kom aldrig hjem mere.

Han er en gæv tidligere sømand, Bent Pedersen. Buldrer bramfrit derudad. Men lige dér bliver han stille og stirrer eftertænksomt ud i den lille stue, før han genvinder mælet.

- Idet han går ud gennem den store havelåge, vender han sig om. Lige som om han ville sige til sig selv, ’det var så dét’.

Dér har Bent Pedersen – uden at vide det – set sin far for sidste gang. Og bortset fra tidligere nævnte breve, hører de intet fra og om Ejnar Haakon Pedersen, før den følgende sommer, hvor to uniformerede kvinder med bedemandsansigter kommer gående op ad havegangen.

’I behøver ikke sige noget. Jeg ved, hvad I vil’, siger Bent Pedersens mor Lilly til dem. Hendes kvindelige intuition har regnet den ud. Ejnar er død. Faktisk – viser det sig – flere måneder tidligere. 3. januar 1945. Af lungehindebetændelse.

Ingen oprejsning

Livet havde taget en drastisk og dramatisk drejning i det lille kolonihavehus, som søfyrbøder Ejnar Haakon Pedersen havde købt i 1938. Selvom han kun var 12, blev Bent manden i huset og måtte arbejde, så blodet sprøjtede, for at forsørge sin mor og sine søskende i en tid, hvor varerne i forvejen ikke flød på hylderne.

- Det var sgu en hård barndom, understreger Bent Pedersen og tilføjer så: ’Men vi klarede den jo!’

Der tilflød aldrig familien nogen erstatning. Mens der fra forskellig side økonomisk blev sørget for andre af krigens ofre, blev ’de asociale’ betragtet som pariaer af det omkringliggende samfund. De lå, som de havde redt, mente de fleste. Inklusive regeringen. Og det på trods af, at utallige af dem intet galt havde gjort. Blot været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, var røget med i slipstrømmen af nazisternes aktioner, som var en reaktion på, at politisamarbejdet var ophørt.

Her 70 år efter er Bent Pedersen da også overbevist om, at hans far var én af dem, der havnede i en tysk kz-lejr på et forkert grundlag. At hans far i virkeligheden var modstandsmand.

- Han er aldrig blevet anerkendt som det ene eller det andet. Vores mor har aldrig søgt om oprejsning, siger Bent Pedersen.

Vreden tager til i hans stemme.

- En mand, der har passet sit arbejde og været medlem af en fagforening, kan sgu ikke være asocial. Det er lige til at blive stikhamrende hjernedød tosset over. Min far var ikke asocial, siger han.

Det river indeni

Bent Pedersen ryster igen på hovedet. Gnider den ene hånd henover underarmen. Der hvor en efterhånden udtværet tatovering deler pladsen med rynker og leverpletter.

Man skal vide det, for at kunne se det. ’Far’ står der inde i tatoveringens anker. Tatoveringen fik Bent Pedersen lavet, da han var 15.

- Den skulle være et minde om min far, som jeg altid havde på mig. Jeg har godt nok kigget på den mange gange og stået og flippet lidt ud over det. For jeg havde ham jo ikke. Havde ikke nogen at tale med. Det var et stort savn. Det er det stadig, siger Bent Pedersen.

Hvor stort det savn er, er først for nylig gået op for ham. Da han som en af mange blev interviewet til bogen ’De asociale’, gik det op for ham, at han ikke har talt om sin far og dét, der skete, siden han var barn.

- Pludselig kører det rundt i kasketten på mig, hvor meget jeg har manglet i mit liv. Og det river indeni mig at tale om det. Mere end jeg havde regnet med. Jeg har altid troet, at jeg var en hård banan. Men det har jeg da fundet ud af, at jeg ikke er.

- Nu vil jeg bare gerne have sat et punktum. Min far skal have sin oprejsning.

Om koncentrationslejren Neuengamme

  • Neuengamme lå udenfor Hamburg og blev etableret af SS i 1938 som en underlejr til Sachsenhausen. I 1940 blev den selvstændig lejr og fungerede hovedsagligt som arbejdslejr.

  • 0mkring 500 danskere blev sendt til kz-lejren Neuengamme, herunder en stor del af de asociale. Derudover blev også 2.012 danske modstandsfolk, politiske fanger og politifolk deporteret dertil.

  • Ialt 106.000 fanger tilbragte dele af krigen i lejren. Over halvdelen døde som følge af det hårde arbejde, mishandling, sult samt uhygiejniske forhold. Derudover blev en del skudt af deres fangevogtere.

  • Ejnar Haakon Pedersen var i KZ Porta Westfalica, en underlejr til Neuengamme og en arbejdslejr hvor bl.a. også modstandsmanden Jørgen Kieler, hvis dødsstraf blev ændret til kz-lejr, sad fanget i et år.