USA har mange allierede - men der en særlig håndfuld lande, der er virkelig, virkelig tætte. Et af dem er Danmark - og det bekræftede Hillary Clinton i aften efter et møde med Villy Søvndal:

- Det er en stor fornøjelse at møde mr. Søvndal. Der er intet som at skabe et tæt personligt forhold. Venskabet mellem vores to lande er mere end to århundrede gammelt. Vi bygger på de samme grundlæggende værdier om demokrati og menneskerettigheder. Jeg tror, at vi kan bygge videre på det allerede gode samarbejde, fastslog Clinton.

Den danske udenrigsminister var glad for rosen. Op til mødet havde Søvndal understreget, at USA er en af Danmarks vigtigste allierede - og på pressekonferencen ved siden af Clinton gentog han budskabet:

- Vi er venner, og vi taler ærligt og venligt til hinanden, understregede Søvndal.

SYNES DU, AT DET ER I ORDEN, AT SØVNDAL IKKE KRITISEREDE USA? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN. Fokus på Mellemøsten

De to udenrigsministre talte i løbet af deres møde især om de emner, som Danmark og USA er fælles om: Tilbagetrækningen fra Afghanistan i 2014, udviklingen i de arabiske og nordafrikanske nationer, fredsprocessen i Mellemøsten og situationen i Iran. Clinton fokuserede på de områder, hvor Danmark hjælper USA.

- Jeg er fuld af beundring for den indsats, som Danmark har stået for i Afghanistan, hvor danske tropper kæmper side om side med amerikanske soldater. Godt at se at den danske indsats fortsætter efter 2014. Vi regner med fortsat dansk lederskab, sagde den amerikanske udenrigsminister.

Holdt igen med kritik

Villy Søvndal holdt under mødet igen med kritik, som han i opposition plejede at komme med. Der var intet krav om lukning af Guantanamo-lejren, stop for droneangreb og øjeblikkeligt pres på Israel. I stedet gjorde han et stort nummer ud af de tætte bånd til USA.

Efter mødet var - den i øvrigt stærkt forkølede - udenrigsminister lettet. Mødet med verdens mægtigste udenrigsminister var forløbet problemfrit. Danmark er fortsat helt inde i varmen i Washington - og et møde med Clinton er nu om dage langt mindre problematisk end et møde med EU-kollegerne. Enigheden er ganske enkelt større.

Synes du, at det er i orden, at Søvndal ikke kritiserede USA?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. lørdag.