Transportminister Magnus Heunicke (S) valgte at sove en enkel nat klods op af metrobyggeriet ved Nørrebroparken. Det blev ikke til søvn hele natten. Oplevelsen skal bruges i udarbejdelsen af det kommende lovforslag.

En dyne og en pude med solgult sengetøj er redeligt lagt på sovesofaen i lejligheden ved Nørrebroparken. På den sidder transportminister Magnus Heunicke (S) og har blikket rettet mod rummets to vinduer.

På den anden side af ruderne skyder store, belyste kraner op. Virkeligheden er på den anden side. Den virkelighed, som transportministeren for en nat har besluttet sig for at opleve. Han vil blive klogere på livet som nabo til et af Københavns metrobyggerier. 

»Det er faktisk lidt fascinerende at kigge på. Men når man er nabo til det hver dag, så bliver man nok lidt træt af det,« lyder det fra ministeren.

Snaps og høreværn

På det mørke træbord ved siden af sengen ligger et par høreværn, nogle hørepropper og en flaske snaps - Rød Aalborg.

»Nu hedder det her forslag nabopakken til metronaboerne. Vi mener mere, at det er en fremdriftspakke. Nu vil vi kvittere med den rigtige nabopakke, der består af forskellige grader af sansebedøvelse. Hørepropper, høreværn og snaps,« siger 43-årige Amjad Halim efterfulgt af et smil.

Det er ham, der for en nat har lånt sin lejlighed ud til ministeren. Han har boet ved siden af metrobyggeriet lige fra begyndelsen af, og han er lettet over, at der endelig bliver gjort noget ved metrokaosset.

»Jeg glæder mig over, at vores møjsommelige arbejde på at råbe politikerne op omsider bærer frugt. Men jeg er ikke sikker på, at det giver ministeren et retvisende billede af, hvad det vil sige at være nabo igennem 3.000 døgn og nætter,« siger han.

Brag som en plæneklipper

Magnus Heunicke sætter sig på en karrygul taburet ved et af vinduerne. Han lader armen hvile mod vindueskarmen og stiller skarpt mod byggepladsen.

»Det er som en konstant summen«.

Ministeren drejer hovedet, så det ene øre har fuld adgang til støjen.

»Og så lige pludselig kommer der et brag. Det lyder ligesom, når man starter sin plæneklipper derhjemme,« lyder det fra Magnus Heunicke.

Metrobyggeriet ved Nørrebroparken skiller sig ud fra mange af de andre byggerier, fordi der er døgnarbejde. Der skal bores en del under jorden, og boremaskinerne står aldrig stille. Den summende lyd, som Magnus Heunicke refererer til, kommer primært fra de to store røde kraner.

Transportministeren afviser, at der er tale om et mediestunt. Ligesom han afviser, at Metroselskabet har dæmpet støjen under besøget.

»Vi har sagt til metroen, at de ikke skal dæmpe lyden eller aflyse de mest støjende operationer. De skal bare give den gas,« siger han og fortsætter:

»Jeg må se, om det kan lade sig gøre at sove - uden hverken høreværn eller snaps«.

Ikke behov for snaps

Klokken er 07.35 da transportministeren ringer for at rapportere om nattens timer.

»Jeg har sovet OK. Jeg vågnede ved tretiden og var henne og kigge ud af vinduet ned på byggepladsen. Byggeriet var i fuld gang. Der er så forskellige lyde, der kommer hele tiden. Man ligger og tænker, hvad de mon laver nu. Man skal lige abstrahere fra det, men det et er svært, når man er så tæt på vinduerne,« siger han.

En enkel nat har transportministeren fået lov til at få et lille indblik i hverdagen for mange københavnere, der er nabo til metrobyggeriet ved Nørrebroparken. Men hvad har ministeren så fået med sig?

»Næste gang jeg ser et skema over decibel grænser, så ved jeg, hvad det handler om. Når jeg hører naboerne fortælle om deres virkelighed, så har jeg et bedre indtryk af den nu. Men det er klart, at det er noget andet at bo her. Det ved jeg da godt,« siger han.

Magnus Heunicke fik ikke brug for hverken snaps eller høreværn, men sove hele natten, det kunne han ikke. Selvom han godt kan sætte sig ind i den udfordring, som naboerne hver dag skal leve med, så er han tilfreds med den nabopakke, der er sendt til høring.

»Hvis vi ikke gjorde noget, så ville det føre til op mod seks års forsinkelse. For hver måned der går, koster det 100 mio. kr. ekstra for samfundet. Det her projekt, det skal gøres færdig. Jo hurtigere jo bedre,« siger han.

I går, torsdag, begyndte høringsprocessen, hvor borgere kan komme med indsigelser til den såkaldte »nabopakke«, der blandt andet sikrer ret til genhusning og bedre muligheder for erstatning. Det fortsætter i fire uger. Magnus Heunicke regner med, at en ny lov vil blive vedtaget inden sommer.