Den tre år gamle pony blev lørdag aften fundet død på stranden i Tisvildeleje. Ponyen var blevet skamferet, bugen sprættet op og hovedet skåret af og kastet ind i Camilla Plums have. Blandt de sigtede for den grove mishandling er Camilla Plums egen 24-årige søn Carl Plum, der onsdag aften indrømmede at have dræbt ponyen med henblik på, at den skulle spises.

Ifølge Nordsjællands Politi har ponyen været udsat for grov mishandling, og de har nu iværksat en ny dyrlæge-undersøgelse, der skal konkludere, om ponyen var i live eller bedøvet under mishandlingen.

- Jeg tror helt klart, at den har haft smerter, da jeg har svært ved at forestille mig, at de har kunne halshugge hesten i ét hug. Der skal virkelig meget til, at man kan skære igennem, da det er nogle kraftige hvirvler, der er i en hests hals, siger han til bt.dk.

Ifølge BTs oplysninger lykkedes det de tre unge ved hjælp af hestens hovedtøj og bidslet i munden at fiksere ponyen, så de derefter kunne blænde den, så den ikke var i stand til at se. Dernæst lykkedes det dem at få lagt hesten ned og fortsat fiksere den, så den ikke kunne rejse sig.

Når en hest normalt aflives, sker det under ordnede forhold, forklarer dyrlægen. Hesten skal ifølge gældende lov bedøves, inden selve aflivningen foregår. Bedøvelsen kan ske vha. indgift af medicin i blodåren på halsen af hesten, eller den kan ske ved at bruge en boltpistol.

At få hugget hovedet af er ifølge Peter Sommer både blodigt og makabert.

- Når du skærer hovedpulsåren over på hesten, så tapper du mere eller mindre alt blodet ud af den. Der kommer rigtig meget blod ud. Hvis hesten har været i live og ikke bedøvet, så vil dens hjerte stadig fungere og vil pumpe blodet ud, forklarer Peter Sommer.

- Det er nok den groveste mishandling. Unge, der får de ideer, har et fejlagtigt billede af, hvordan man behandler dyr. Om den var bedøvet eller ej, så kan den handling, de har foretaget, på ingen måde forsvares. Det er godt nok noget svineri, siger han.