Ovenpå den vilde fest natten til fredag gav træner John "Faxe" Jensen sine spillere fri frem til søndag middag, hvor forberedelserne til den afsluttende hjemmekamp mod FC København først indledes.

Og det var der ikke en eneste Herfølge-spiller, der havde det mindste imod.

"Vi har ærligt fortjent to sammenhængende fridage. Derfor lyder der ingen brok fra vor side," griner Jens Madsen.

Den 30-årige midtbanespiller kommer ikke med i sæsonens sidste Superliga-kamp.

"Ligesom Dan Lübbers, der også fik en advarsel i guld-finalen mod Silkeborg, er jeg nemlig karantæneramt. Men jeg er sikker på, at kammeraterne nok skal klare ærterne alligevel.

For selvom de har festet igennem, er de foran 8.000 feststemte Herfølge-tilhængere helt sikkert indstillede på at slutte sæsonen på værdi vis med sejr over FCK," siger han.

Efter torsdag aftens kamp i det jyske ankom Jens Madsen sammen med holdkammeraterne først til Herfølge omkring kl. 02.15.

"Og så kan det ellers nok være, at der blev festet. Faktisk var jeg først hjemme ved seks-tiden," fortæller Jens Madsen.

Han blev modtaget af 3-400 Herfølge-supportere, der efterfølgende deltog i et "fri bar"-arrangement tilrettelagt af super-fan'en, direktør Peter Aalbæk Jensen, fra det lokale succes-firma, Zentropa Film.

"Det her er mindst lige så sjovt som dengang jeg i 1990'erne vandt fire DM-guldmedaljer som Brøndby- og AaB-spiller. I modsætning til dengang havde ingen jo tippet os som vinder af Superligaen før turneringen gik i gang," siger Jens Madsen.

Hans kontrakt med Herfølge udløber om en måned.

"Men mon ikke vi bliver enige om at forlænge samarbejdet. Jeg er ihvertfald indspillet på at tage tre sæsoner mere," fastslår Jens Madsen.