Herfølge er klar til fodbold-fest på søndag, når de nykårede Danmarksmestre i sidste runde af Superligaen møder FC København på hjemmebane.

Festen kulminerer søndag aften, hvor Herfølges spillere er inviteret på Køge Rådhus for at blive hyldet af blandt andre borgmester Willi Eliasen (S).

Før, under og efter kampen mod FC København er der lagt op til fest på Herfølge Stadion med samba, dansepiger og faldskærmsudspring. Umiddelbart efter kampen får spillerne overrakt guldmedaljerne som det officielle bevis på DM-titlen, og om aftenen slår standup-komikeren Amin Jensen og sangerinden Gry tonerne an til mesterskabsfest i Herfølge Hallen. Ifølge klubben fortsætter festen til den lyse morgen.

Interessen for at overvære festlighederne og kampen mod FC København er stor. Herfølge Stadion har plads til 8000 tilskuere og få timer efter, at DM-guldet var i hus torsdag aften, kunne klubben melde, at der kun var ståpladser tilbage.

/ritzau/