Nigerianske og thailandske sex-slaver i Danmark bør nok sætte kryds ved liste Ø, hvis de da nogensinde får muligheden for det og samtidig ønsker at blive her i landet.

Enhedslisten har nemlig lanceret forslaget om at give handlede mennesker mulighed for at få opholdstilladelse i Danmark. .

60 personer blev i 2011 identificeret som handlede i Danmark. 58 er kvinder og 2 er transkønnede.

Siden 2007 er i alt 205 mennesker her i landet blevet identificeret som ofre for menneskehandel, der af mange bliver kaldt nutidens slave-handel, og hvert år siden 2007 er tallet steget.

Det viser nye tal fra Center Mod Menneskehandel.

Enhedslistens forslag om at give handlede mennesker lovligt ophold i Danmark vil især komme nigerianske og thailandske sex-slaver til gavn.

Langt de fleste 2011-ofre - 56 af de 60 personer - er nemlig handlet til prostitution. 18 ofre var fra Nigeria. Thailand følger efter med 11 personer, 8 er fra Uganda, mens Rumænien og Brasilien tegner sig for henholdvis 5 og 4 ofre. Det er de lande, hvorfra der er flest identificerede ofre.

Center Mod Menneskehandel vurderer at årsagen til, at der i statistikken er flest fattige tredjelandsborgere kan skyldes, at personer med lovligt ophold i Danmark, som for eksempel EU-borgere fra Rumænien og Bulgarien, er mindre tilbøjelige til at lade sig identificere.

Det kan skyldes, at de via deres EU-statsborgerskab har flere rettigheder og muligheder i Danmark, end personer fra eksempelvis afrikanske lande har.

Nu forslår Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, i et udspil, at handlede kvinder skal kunne få opholdstilladelse i Danmark.

Pernille Skipper fortæller til bt.dk, at partiet tager udspillet med til efterårets finanslovsforhandlinger, hvor man vil presse regeringen, så der kommer flere penge til området. Og Skipper er optimist:

- Jeg har det indtryk, at det her er noget, som regeringen tager relativt positivt. Flere elementer har vi været enige om tidligere, siger Pernille Skipper, der ikke frygter en massiv tilstrømning af lykkeridere, der ønsker ophold i Danmark.

- Jeg er af den overbevisning, at det danske samfund skal tage ansvar for ofre for kriminalitet. Det gælder også, hvis man er blevet handlet. Det er danske borgere, der køber arbejde og seksuelle ydelser. Vi skal hjælpe dem til et andet liv, siger Pernille Skipper.

De Radikale ser gode takter i Enhedslistens udspil, der blandt andet byder på en national task force i jagten på bagmænd og et øget fokus på ofrene. SFs retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt betegner over for metroXpress Enhedslistens forslag som ‘interessant’.

Men ingen ved reelt, hvor mange handlede mennesker, der opholder sig i Danmark. Statistikken giver kun et billede af dem, der er blevet identificeret af enten Udlændingestyrelsen eller Center Mod Menneskehandel.

I en rapport fra SFI fra 2011 er det samlede antal af prostituerede i Danmark opgjort til at være ca. 3200. Ca. 600 af dem er udenlandske gadeprostituerede, mens det skønnes, at ca. 850 er udenlandske prostituerede, der arbejder på bordeller. Men at være udenlandsk prostitueret er ikke det samme som at være handlet.

Hos Reden International, der støtter udenlandske prostituerede, har man oplevet en stigning i antallet af besøg. I 2009 var der 1686 besøg, mens der i 2011 var 3625 besøg. Der er dog tale om besøg og ikke forskellige personer. Samtidig var åbningstiden længere i 2011, oplyser Reden International.