Nye groteske detaljer er kommet frem om den norske massemorder Anders Behring Breivik.

Nu viser det sig, at Breivik to dage før angrebet parkerede sin bombebil foran sin mors lejlighed i et tæt beboet område.

Det skriver den norske avis VG.

Onsdag aften 20. juli satte Anders Behring Breivik sig bag rettet i sin Volkswagen varevogn og kørte fra sin gård og til moderens lejlighed. Bag i bilen lå hans hjemmelavede bombe, som senere skabte død og ødelæggelse i Oslo. Han efterlod både bombe og bil foran moderens lejlighed på Hoffveien i Skøyen.

Ifølge avisen arbejder norsk politi med den teori, at Breivik parkerede varevognen med den dødelige last lige midt det fredelige og børnevenlige område.

Det var her den nu terrorsigtede Breivik boede sammen med sin mor indtil midten i maj i år.

Om torsdagen tog Breivik toget tilbage til gården. Sent om aftenen kørte han en lejet sølvgrå Fiat Dublo mod Oslo. Den efterlod han omkring klokken 23 torsdag aften i nærheden af moderens lejlighed.

Dagen efter - fredag 22. juli - indledte Breivik terroraktionen ved at køre sin flugtbil ind til centrum af Oslo - tæt på regeringskvarteret.

Ifølge VG's oplysninger gik en civilklædt Breivik gennem regeringskvarteret tilbage til lejligheden i Skøyen for at hente bombebilen.

Avisen har oplysninger, der tyder på, at Breivik skiftede til politiuniform, før han kørte bombebilen mod centrum og parkerede den foran regeringskvarteret.

Han ordnede tilsyneladende noget på føresædet, før han gik ud af bilen og løb væk - hen mod flugtbilen. Udover den falske politiuniform havde Breivik taget en hjelm på med visir for at beskytte ansigtet.

Øjenvidner har senere fortalt, at de så en mand iført politiuniform

VG skriver, at fem personer befandt sig i umiddelbar nærhed af varevognen. Ingen af dem overlevede.