Den yngste af de to brødre, der tirsdag blev sigtet og varetægtsfængslet ved retten i Aarhus for terrorplanlægning oplyste under grundlovsforhøret, at han har bopæl på Spættevej i Aarhus.
Men på den adresse, som den 18-årige NW angav, afslører lejlighedens nuværende beboer SAM overfor BT, at NW blot brugte lejligheden som dækadresse.
- Min mand kender hans far, så da han en dag kom og spurgte, om det var okay, at han havde postadresse her, så gav vi ham lov, forklarer hun og understreger igen og igen, at hun intet har med sagen at gøre.
Hun forklarer, at den 18-årige blot kom for at hente post af og til.
- Han kom vel en gang om måneden og hentede post. Han virkede jo meget almindelig og som en høflig fyr, så jeg er meget overrasket over, at han nu er sigtet for de her ting.
SAM har dog lidt svært ved at komme med en egentlig forklaring på, hvorfor hun lod en ung mand, som hun knap kendte have postadresse på hendes bopæl. Hun hævder, at første gang, hun opdagede, at noget var galt, var mandag aften da politiet kom og ransagede lejligheden.
- De var her fra kl. 21-02, hvor de ransagede hele lejligheden. De gennemrodede alt og tog vores telefoner med. Men vi har virkeligt intet med det her at gøre, og vi er bare så chokerede. Vi har heller ikke rigtigt sovet i nat. Men ja, jeg kendte vel ikke hans sande jeg.
Den terrorsigtedes storebror, 23-årige GW, oplyste i retten, at han ikke har bopæl i Danmark. GW er udover terrorplanlægning også sigtet for at have modtaget terrortræning af terrororganisationen Al-Shabaab i Somalia fra den 18. januar til 21. februaer i år.
De to er nu begge varetægtsfængslet i fire uger.
Her havde 'høflig' terrorsigtet dækadresse
Del: