På forhånd havde Madonna lovet, at hun selv ville være 100 procent skandalefri - ingen blottede brystvorter a la Janet Jackson. 

Og Madonna er professionel og holdt derfor, hvad hun lovede.

Men ingen havde spurgt rapperen M.I.A., der medvirkede på Madonnas nye hit 'Give Me All Your Luvin', hvordan hun havde i sinde at opføre sig.

Og mens Madonna bare leverede varen, var det M.I.A., der fik hele Familien USA (over 100 millioner tv-seere) til at få kaffen galt i halsen.

Da det blev M.I.A.'s tur til at levere sin korte rap i sangen 'Give Me All Your Luvin'', kiggede hun således ikke alene kameraet dybt i 'øjnene' og sang: 'I don't give a shit'.

Den unge kontroversielle, britiske kunstner, der før (af politiske årsager) er blevet nægtet indrejse i USA, stak også fuck-fingeren helt op i snotten på samtlige tv-seere.

Hvorvidt Madonna vil blive gjort ansvarlig for skandalen og hvorvidt tv-kanalen NBC vil få en millionbøde, som da Justin Timberlake og Janes Jackson for otte år siden leverede deres famøse 'nipplegate'-skandale, vides endnu ikke.

Men sikkert er det, at heller ikke Super Bowl 2012 blev skandalefri.

.. heldigvis