Det er nogle af verdens største fodboldtalenter, der i øjeblikket kæmper om EM-titlen for U21-landshold i Israel.

Mange af dem kender du i forvejen, for spillere som Manchester Uniteds David de Gea og Marco Veratti fra Paris Saint-Germain, for nu bare at nævne et par stykker, har allerede etableret sig i nogle af de førende Champions League-klubber.

Andre har du givetvis hørt om, og er det ikke tilfældet, kommer du utvivlsomt til det snart. U21-slutrunden er et El Dorado for fodboldfeinschmeckere, der vil se fremtidens stjerner an, og som ønsker at være på forkant med udviklingen. Det er dog ikke her, man som scout opdager de helt ukendte spillere, for de er for længst blevet hentet til større klubber. Det er her, man tager morgendagens stjerner i åsyn.

BT sætter U21-slutrundens drømmehold med de 11 bedste plads for plads og en bænk med alle dem, der egentlig havde fortjent lidt mere opmærksomhed.

David de Gea Spanien (Man. Utd.) Efter en famlende start i Manchester United, hvor han mistede pladsen til danske Anders Lindegaard, har den spanske keeper vænnet sig til Premier League og stod en forrygende mesterskabssæson og blev kåret til Årets Målmand af spillerne i ligaen. God shotstopper, gode fødder, super reflekser.

Martin Montoya Spanien (FC Barcelona) Endnu et produkt af Barcas talentakademi La Masia. Debuterede på førsteholdet for mere end to år siden, men brækkede kravebenet i sin første kamp. Står i skyggen af Dani Alves, men ville være fast mand i de fleste andre klubber end netop Barcelona. Valencia, Arsenal og Inter har været sat i forbindelse med ham.

Stefan de Vrij Holland (Feyenoord) Er trods sine kun 21 år anfører for Feyenoord og har allerede rundet de 100 kampe for Feyenoord samt spillet fem A-landskampe for Holland. Trods sine 1,89 er han både hurtig og dygtig med fødderne, lige som hans hovedspil og timingen i hans indgreb fremhæves. Har været sat i forbindelse med Liverpool.

Iñigo Martinez Spanien (Real Sociedad) Regnes som en af Barcelonas favoritter til at afløse Puyol, som han på flere måder minder om. Trods den forholdsvis beskedne højde for en midterforsvarer (1,81 cm) er han ekstremt god i luften og fysisk stærk og har et skarpt blik for at placere sig rigtigt. Hans timing i tacklingerne er eminent.

Daley Blind Holland (Ajax) Den hurtige og boldsikre Daley Blind har profiteret af Nicolai Boilesens lange skadespause og spillet sig til en fast plads på Ajax’ hold. Har spillet både centralt på midten og i forsvaret samt på venstre kant, men er ved at have etableret sig som venstre back, hvorfra han går med i offensiven.

Thiago Spanien (FC Barcelona) Allerede under U21-EM i Danmark for to år siden viste Thiago sig frem som en fremragende midtbanespiller og blev blandt andet kåret til finalens bedste. Betegnes som den nye Xavi og minder en del om sin holdkammerat i Barcelona. Vild boldbehandling og intelligente afleveringer.

Marco Verratti Italien (Paris SG) Var lidt af et scoop, da han blev hentet til Paris sidste sommer, da flere andre af de store klubber var efter ham, og han har levet op til forventningerne. Begyndte sin karriere længere fremme på banen, men ligger nu som en mere defensiv playmaker a la Andrea Pirlo.

Alan Dzagoev Rusland (CSKA Moskva) Vi så ham allerede ved sidste sommers EM-slutrunde for A-landshold, da han scorede tre gange og var en af russernes mest iøjnefaldende spillere. Kan både spille helt på toppen, til venstre eller som offensiv midtbanespiller, hvorfra han tager de gode dybdeløb og slår nogle knivskarpe afleveringer.

Wilfried Zaha England (Man. Utd.) Den Manchester United-ejede kantspiller har været udlejet til Crystal Palace, men ventes at gå en stor fremtid i møde. Hurtige fødder, store tekniske færdigheder, god fysik og et kraftfuldt spark har gjort ham til en eftertragtet spiller, der forventes at få sit gennembrud på Old Trafford i den kommende sæson.

Isco Spanien (Malaga) Det er måske lidt synd at smække Isco ud på kanten, for han er muligvis bedst centralt. En dygtig tekniker, der har driblingerne i sin magt og formår at gå forbi i de direkte udfordringer. En af de helt varme navne, der snart ryger til en rigtig storklub. Manchester City og Real Madrid har været blandt de varmeste.

Lorenzo Insigne Italien (Napoli) En lille fyr på 1,63, der både kan spille helt på toppen eller i en mere tilbagetrukket rolle. Har et fantastisk let løb med bolden og vender som det naturligste i verden med den ved fødderne. Hurtige bevægelser og masser af frækhed i sit spil.

Boblere

Håvard Nordtveit Norge (Gladbach) Jordy Clasie Holland (Feyenoord) Kevin Strootman Holland (PSV) Lewis Holtby Tyskland (Tottenham) Antonio Rudiger Tyskland (Stuttgart) Emre Can Tyskland (Bayern M.) Rodrigo Spanien (Benfica)