For en måned siden kom en ledig ind på jobcenteret i Ringe på Fyn og var ved at opgive det hele. Det var en dårlig dag. Utallige ansøgninger havde ikke båret frugt, og udsigten til at noget kunne blive bedre var lig nul. Men den dag skete der noget.

Den lokale jobkonsulent havde dagen før hørt om en virksomhed, der skulle finde en ny medarbejder. Jobkonsulenten formidlede kontakten, og dagen efter havde den ledige et fast job.

En solstrålehistorie eller en enlig svale, kan man indvende. Men jobcenteret i Ringe – Faaborg-Midtfyn Kommune – har skaffet 112 ud af 500 langtidsledige et fast arbejde siden oktober i fjor. Det seneste år er ledigheden faldet med 7,5 pct. i Faaborg-Midtfyn, mens langtidsledigheden er faldet med 10 pct.

Hårdt arbejde og respekt

I sidste uge præsenterede regeringen et udspil, der skal sikre forsørgelse til de 30.000 ledige, der står til at miste dagpengene. Redningspakken er en håndrækning til de ledige, så de kan bruge energien på jobsøgning i stedet for bekymringer om fremtiden, mener chefen for jobcenteret i Ringe, Christel Scott Hansen. Hun mener, at respektfuld, nærværende og hyppig kontakt til de ledige plus gode relationer til virksomhederne er altafgørende.

- Det gør det nemmere at finde det rigtige match. Virksomhederne er selv begyndt at ringe, fordi de har tillid til, at de kan bruge os til at finde den rigtige medarbejder, fortæller Christel Scott Hansen.

Hun går ud fra, at ledige er lige så forskellige som alle andre og derfor har brug for forskellig indsats fra jobcenteret, når de skal i arbejde.

- Vi begyndte at gå dybere ned i de lediges personlige problematikker, og det er ikke noget, man normalt bruger tid på. Men det er et nederlag at få 500 afslag, og det er vi nødt til at tage højde for. Nogle mister modet og selvværdet, nogle har problemet med kropssproget, noget skal have hjælp til at forbedre cv’et, siger Christel Scott Hansen.

Jobcenteret ansatte tre jobformidlere i forbindelse med den første akutpakke, hvor alle fik ret til en jobformidler. Det er ikke deres uddannelse, der er det vigtigste, men deres engagement og lyst til at gå nye veje. De nyansatte kendte ikke lokalområdet på forhånd, men har systematisk opbygget gode relationer og et godt kendskab til virksomhederne i området.

En af dem, der fremhæver Faaborg-Midtfyn Kommunes indsats, er Tonni Hansen, der er formand for 3F på Sydfyn.

Mindre kontrol

- Jeg mener, at sagsbehandlerne i jobcentrene burde sættes fri. Der er ikke brug for kontrol, der er brug for empati, og at man tager de ledige i hånden og hjælper dem ind på arbejdsmarkedet igen. Det har de åbenbart forstået i Faaborg-Midtfyn Kommune, og det har jeg stor respekt for, siger Tonni Hansen.

Han har 250 medlemmer, der før regeringens ’redningspakke’ stod til at miste dagpengene 1. juli. Ledige, der søger job inden for hotel- og restauration, rengøring, landbrug og byggeri og som chauffører.

- Der er 14 arbejdsløse om hvert job i øjeblikket, og det er svært for de langtidsledige at komme forrest i køen af egen kraft. Det er simpelthen for svært, når man efterhånden har tilbragt lang tid hjemme i sofaen og er blevet mere og mere deprimeret. De har bogstavelig talt brug for at blive hjulpet op af sofaen og ind på arbejdspladsen, siger Tonni Hansen.