Toppen af en gasflaske er noget af det eneste, der er tilbage af den bombe, der i morges dræbte en 16-årige pige og kvæstede syv af hendes medstuderende ved skolen Morvillo-Falcone Instituttet i den syditalienske by Brindisi.

Lægerne kæmper stadig for at redde en anden 16-årig piges liv på operationsbordet på byens hospital. Og de øvrige er kvæstede med bl.a. svære brandsår efter den voldsomme eksplosion.

Efterforskerne arbejder på højtryk for at afdække, hvad der skete omkring eksplosionen klokken 7.45 i morges - netop da de unge piger steg ud af bussen for at komme til undervisning på social- og sundhedsskolen.

De foreløbige udmeldinger peger på, at bomben bestod af gasflasker, der var forbundet med en timer. Bomben var placeret ved ydermuren ved skolens port - enten i en affaldscontainer eller i en taske lænet op ad muren.

Der er fundet rester af både gasflasker og af den timer, der skal have fået bomben til at gå af netop, da de studerende ankom til skolen.

Efterforskere med speciale i mafia-kriminalitet undersøger, om morgenens bombesprængning er mafia-relateret. Men det har endnu ikke været muligt at be- eller afkræfte den teori.

Indenrigsminister Anna Maria Cancellieri siger til italienske SkyTG24:

- Hypotesen bliver undersøgt af mange efterforskere. Men ingen kan give os vished endnu. At tale om mafia-drab nu ville være overfladisk af mig, for denne slags angreb er ikke typisk for mafiaens drab, siger hun.

- Denne slags angreb er meget usædvanligt, siger Brindisis guvernør ifølge avisen La Repubblica om angreb med gasflasker.

- Og der er kun et tidligere tilfælde i historien, hvor en skole er blevet angrebet.

Kilder tæt på efterforskningen afviser overfor avisen La Repubblica, at man har lagt sig fast på, at det er mafiaen, der står bag bomben.

- Mafiaen bruger ikke gasflasker. Den bruger TNT, forklarer den anonyme efterforsker til avisen.

- Det, der er vigtigt at få afklaret nu, er, hvad der udløste bomben. Gasflaskerne er eksplosivt materiale, men der skal være noget, der antænder dem. Det kan fortælle os meget mere om, hvem der har lavet den. 

Efterforskerne skeler til nogle hændelser i området indenfor den seneste tid. Natten til 2. maj blev formanden for en anti-afpresningsorganisation angrebet med en bombe i den nærliggende by Mesa. Hans bil blev sprunget i luften, og efterforskerne undersøger nu, om der er ligheder mellem de to sprængninger.

Nogle dage senere, natten til 9. maj., arresterede politiet 16 personer i samme by. De blev tiltalt for en lang række forskellige forbrydelser, som mafia-virksomhed, narko og afpresning.

Den dræbte 16-årige Melissa Bassi kom også fra Mesa.