De er lagt for hån. De bliver beskyldt for solo-løb. Og der bliver talt om at ekskludere dem.

Det var et markant mindretal i SFs landsledelse og folketingsgruppe, der var skyld i, at SF nu er trådt ud af regeringen.

Det var i hvert fald den udlægning, som SF-toppen havde sørget for at skrive ind i den officielle beretning til SF's landsmøde i Kolding i denne weekend.

Teksten lyder:

Et flertal i landsledelsen bakkede op om, at SF og SF's folketingsgruppe skulle stemme for aftalen om Dong. Der var uenighed i landsledelsen og et markant kritisk mindretal. Men der var flertal og opbakning. Men i folketingsgruppen var der efterfølgende endnu større kritik og uenighed.

Det stod efter to møder ikke klart, om alle faktisk ville stemme for aftalen. Med det bagtæppe havde SF's formand ikke noget reelt valg. En regering kan ikke stemme sine egne forslag ned. Og en formand for et regeringsparti kan ikke gå til en afgørende afstemning uden at vide, hvordan den vil falde ud. Derfor måtte SF træde ud af regeringen, og derfor valgte Annette Vilhelmsen at meddele sin afgang som formand.

Og den forklaring var der ingen i salen, der stemte imod. Heller ikke 'det markante mindretal'.

Det var lidt af en genistreg af Pia Olsen Dyhr at skrive forklaringen ind i den politiske beretning. På den måde var kritikerne nødt til enten at acceptere forklaringen, eller være dem, der risikerede at rive partiet fuldstændig fra hinanden.

Og stemningen på Landsmødet var klart præget af, at alvoren var gået op for de SF'ere, der stadig holder ved: Hvis vi skal redde stumperne af partiet, må vi rykke sammen og starte på en frisk. 

Pia Olsen Dyhrs tale bibragte den optimisme, som SF'erne havde brug for at tro på. Den følelse skulle ingen få lov at ødelægge.

Og derfor blev kritikerne både direkte og indirekte kaldt både 'børnehave', 'pigefnidder', 'soloryttere' og 'illoyale' af de efterfølgende talere.

Men selvom kritikerne eller skurkene om man vil, Trine Pertou Mach, Lisbeth Bech Poulsen og Karsten Hønge som de mest markante, i sidste ende stemte for forklaringen, brugte de lørdagen på at fortælle deres version af virkeligheden for rullende kameraer.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke synes, der var uklarhed om, hvordan vi ville stemme i Dong-sagen.Jeg synes i det hele taget, at en historieskrivnings-kamp for åbent tæppe er lidt håbløs.Jeg gjorde det klart den onsdag aften, at jeg ville stemme mod Enhedslistens forslag sammen med gruppen, siger Trine Pertou Mach.

Den tidligere politiske ordfører Lisbeth Bech Poulsen var lige så afvisende overfor den officielle forklaring:

-Jeg er ikke enig i den udlægning af det møde. Det er en opfattelse, jeg ikke deler, siger Lisbeth Bech Poulsen.

Karsten Hønge sagde også, at han ikke kunne genkende formandens udlægning af sagen:

- Jeg tager gerne et medansvar for, at SF er ude af regering, men der var aldrig uklarhed om, at jeg ville stemme sammen med SFs gruppe, siger Karsten Hønge.

Det faldt mange SF'ere for brystet, at de tre kritikere luftede deres kritik på tv, mens den nye formand gjorde sit til at skabe optimisme i salen.

Claus Pedersen skrev således på Facebook:

- Vild oplevelse, at Karsten Hønge og Trine Mach sidder og undsiger vores formand på direkte tv under vores landsmøde. Er der ikke en ansvarlig person som giver dem en indmeldelse til et parti, hvor de føler mere hjemme? 

I salen reagerede SF'erne ved at bakke op om formandens forklaring og opfordre til at 'se fremad'.

Men selvom alle talte om 'at se fremad', var der også et stort behov for at forstå, hvordan partiet fra den ene dag til den anden stod uden formand og var trukket ud af regeringen de sidste dage i januar.

I virkeligheden var det tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), der kastede grus i de velsmurte salgsplaner, da han i et interview med Politikken 22. januar kaldte Dong-salget 'en katastrofe'. 

- Den danske regering forærer amerikansk finansgigant milliarder, og salget bør stoppes, siger tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Og den kommentar fik også SF'erne op af stolene.

Fakta er, at både menige medlemmer, partiforeninger og vælgere røg til tasterne og skrev til SFs landsledelse i et hidtil uset omfang.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger en SF'er, der har mange års politisk erfaring.

Dermed blev der lagt et mærkbart pres på de enkelte medlemmer af landsledelsen og folketingsgruppen: På den ene side skulle de varetage deres ledelsesansvar, på den anden side skulle de lytte til baglandet og deres egen partiforening.

De 7 'skurke', der bliver talt mest om er:

Trine Pertou Mach, folketingsmedlem, valgt i Københavns Storkreds og indsuppleret efter Villy Søvndal trak sig pga sygdom.

Hun fastholder i dag, at hun aldrig har overvejet at stemme mod Landsledelsen, selvom hun var 'lodret uenig' i Dong-salget og ønskede noget andet.

Lisbeth Bech Poulsen, folketingsmedlem, valgt i Nordjylland og tidligere politisk ordfører.

Hun var imod Dong-salget og trak sig derfor som politisk ordfører i konsekvens af landsmødets beslutning.

Özlem Cekic, folketingsmedlem, valgt i København

Hun var imod Dong-salget, men hun fastholder, at hun ikke ville stemme i mod landsledelsens beslutning. Derfor søgte hun en løsning, hvor hun kunne blive 'clearet' og undlade at møde op i Folketingssalen.

Karsten Hønge, folketingsmedlem fra Odense, indsuppleret da Anne Baastrup blev sygemeldt.

Han var lodret uenig i Dong-salget, men fastholder, at han havde erklæret, at han ville følge Landsledelsen og stemme med regeringen.

Samme opfattelse har Eigil Andersen, folketingsmedlem fra Østjyllands Storkreds.

Han var også imod Dong-salget, men tilkendegav også, at han ville følge Landsledelsens beslutning.

Karina Lorentzen, folketingsmedlem fra Sydjylland og tidligere gruppeformand.

Hun var imod Dong-salget og trådte tilbage som gruppeformand, da Landsledelsen traf beslutning om at fastholde regeringskursen.

Pernille Vigsø-Bagge, folketingsmedlem fra Nordjylland.

Hun tilkendegav dog fra starten, at hun ville følge landsledelsens beslutning. Men i følge BTs kilder fandt hun Dong-salget dybt problematisk.

Det flere SF'ere spørger sig selv om er, hvad der gjorde mest ondt på den daværende formand, Annette Vilhelmsen: At hendes gruppeformand og politiske ordfører nedlagde deres hverv eller at hun til det sidste var i tvivl om, om hun havde opbakning til sin politik.

Den nyvalgte formand, Pia Olsen Dyhr, har lagt hårdt ud de første uger af sin formandstid.

Hun har gjort det klart, at hun ikke vil udsættes for at komme i samme situation. En formand må aldrig være i tvivl om sit partis opbakning. Og hun forventer, at alle følger Landsledelsens beslutninger.