Juleaften nærmer sig med hastige skridt og udover gaver og julemad, skal der også købes et juletræ.

Men hvornår er det bedst at købe et juletræ, hvis man vil holde det flot, grønt og i live indtil den store aften?

BT har allieret sig med direktør Christian Christensen fra Danske Juletræer for at give dig svaret.

Han fortæller, at det i bund og grund ikke betyder så meget, hvornår man køber juletræet.

»Det afgørende er, at træet holder sig friskt. Når man kommer hjem, skal man save en til to centimeter af stammen og stille træet i vand. Så er det næsten ligegyldigt, om man køber træet 14 dage før eller to dage før juleaften,« siger han og lægger vægt på, at træet kan drikke en liter vand om dagen. Så det er vigtigt, at man fylder nyt på hver dag.

Derfor nytter det heller ikke noget, hvis man køber et træ, der er tørret ud eller på vej til det, når man køber sit juletræ. Oftest får stadehandlerne deres juletræer leveret løbende gennem december, så træerne burde i udgangspunktet være friske, men derfor er det alligevel smart at holde øjnene åbne. Og hvordan sikrer man sig lige, at man køber et friskt træ, hvis man ikke er botaniker?

Claus Christensen kommer med en række ting, man skal være opmærksom på, inden man finder dankortet frem.

»Hvis træet virker decideret tørt, så er det ikke friskt. Man kan mærke, om grenene virker saftspændte eller om de hænger, ligesom når man skal udvælge en buket blomster. Man kan også se på ham, man handler hos. Hvis træerne bare ligger i en stor bunke, så har personen måske ikke så meget styr på det,« siger han og fortsætter:

»Hvis træet virker uforholdsmæssigt let, så er det tørt. Halvdelen af vægten af et friskskåret træ består af vand. Så i takt med at det tørrer ud, bliver det lettere. Og hvis der er en masse grannåle under træet, er det heller ikke et godt tegn. Det kan godt betale sig at holde lidt øje med.«

Når man får sit nyindkøbte juletræ med hjem, så skal man placere det et sted, hvor det ikke får for meget varme, da det kan tørre ud. Så stil det langt væk fra radiator og brændeovn. Man kan også vælge at stille det udenfor. Gerne et sted, hvor det ikke blæser for meget, men et sted, hvor der eventuelt godt kan falde noget regn.

I stedet for at placere træet i en normal juletræsfod, så kan man også vælge at købe en fod, hvor der også er plads til vand. Det forlænger også træets levetid.

Sidst, men ikke mindst har brancheforeningen også et tip, der lyder, at man kan tilsætte 1-2 kodimagnyl til juletræets vand. Derved får træet lettere ved at suge vand til sig. Det er det aktive stof acetylsalicylsyre, som giver effekten.

Ifølge brancheforeningen Danske Juletræer køber de fleste danskere deres juletræer 10-14 dage før juleaften.