Hvis hertuginde Kate gik rundt og troede, at hun ubestridt var den eneste store kærlighed i sin husbond, prins Williams, liv, så kan hun godt tro om.

Kate må nemlig dele sin mands kærlighed med en anden. En lille sort cocker spaniel har nemlig stjålet en del af den snart 30-årige Williams hjerte.

Det viste prinsen tydeligt, da han forleden deltog i en velgørenheds polo-turnering i Gloucestershire i England. Kate havde medbragt  parrets forvoksede, seksmåneder gamle hvalp og så til fra sidelinjen, og efter kampen styrtede William hen til Kate og hvalpen.

Men modsat forventningen, så var det ikke Kate, der fik den meste opmærksomhed fra prinsen. I stedet var det den lille sorte charmetrold, som prinsen ikke kunne holde sig fra.

Lille Lupo blev således løftet op i de royale arme, og prins William kunne ikke lade være med ømt at kysse sin lille pelsven, mens Kate med hundesnoren i hånden pænt måtte følge efter.

Mens prins William altså havde travlt med at vise Lupo sin kærlighed, så viste Kate stor interesse for en af parrets venners lille 18 måneder gamle datter. Kate smilede stort, mens hun så på den lille pige, som hun også tålmodigt lod hilse på Lupo.

William og Kate har flere gange tidligere givet udtryk for, at de gerne ville have børn, og medierne har flittigt flere gange gættet på, at den 30-årige hertuginde var i lykkelige omstændigheder.

Og hvem ved -  måske kommer der snart en ny royal arving. For weekendens polokamp ser ud til at have fået hormonerne til at røre på sig hos det unge, royale par.

Lupo er opdrættet af Kates mor, Carole Middleton.

William har tidligere haft en labrador, som dog døde i 2010.