Tøj, sko, bøger, brætspil, film, cremer, eller oplevelser? Julehandlen indleder snart sin slutspurt, og BT har besøgt et udvalg af butikker for at høre, hvad årets store gavehits er.
Hos Bog & idé på Købmagergade er Jussi Adler-Olsens nyeste bog ikke uventet en af de mest populære julegavehits. Hele 7.000 eksemplarer blev der langet over disken i landets Bog & idé-butikker på premieredagen den 6. december.
- Jussi har solgt præcis så godt, som jeg forventede. Jeg har endda lige bestilt nye forsyninger fra forlaget, fortæller butiksejer Christian Holme, som allerede nu også kan afsløre, at der kommer til at ligge virkelig mange brætspil under danskernes juletræer i år.
Smykker og iPhones
Ifølge ekspedienten hos 3butikken på Kultorvet vil mange danskere også skifte den gamle telefon ud med Apples iPhone 5 denne jul. Og hos guldsmeden overfor er det læderarmbånd til både herrer og damer, der hitter. Her går salget næsten ligesom sidste jul, selvom der alligevel antydes en lille forskel.
- Vi har flere kunder end sidste år, men vi oplever, at folk køber for mindre beløb, siger Gitte Klitte fra Kultorvets Ure Guld & Sølv.
Hos film- og musikforretningen Stereo Studio sælger filmen ’En kongelig affære’ med Mads Mikkelsen i hovedrollen særdeles godt, men ikke helt så godt som 5. sæson af den amerikanske serie ’Mad Men’, fortæller salgsassistent Frida Nebel. Serien har i butikken på Købmagergade solgt 87 eksemplarer den seneste måned, og det er mange i disse Netflix-tider.