Alle, der har opdateret til den nyeste version af programmet Java, kan ikke anvende NemID, som bruges til at få adgang til eksempelvis netbank og selvangivelsen på skat.dk.

Det oplyser Søren Winge, kommunikationschef i Nets, der er en nordisk udbyder af betalings-, kort- og informationssystemer, heriblandt NemID.

- Der er en teknisk udfordring med at få det til at fungere med den seneste version af Java. Vi har arbejdet på at løse det hele natten og håber at have en løsning klar i løbet af dagen (onsdag, red.), siger Søren Winge, der har følgende råd:

- Undlad at opdatere til den nyeste version og nedgrader til den tidligere version, hvis det er muligt.

Han understreger, at enkelte banker tilbyder det såkaldte nedgraderingsværktøj.

- I Nets undersøger vi, om det også er et værktøj, vi kan tilbyde. Man kan følge med på hjemmesiden nemid.nu, hvor vi vil give nogle flere informationer og anbefalinger i løbet af formiddagen, siger han.

Det er langt fra første gang, at der er problemer med NemID efter en opdatering af Java. I marts meddelte firmaet bag Java, Oracle, at der ar fundet alvorlige sikkerhedshuller i programkoden, som var blevet misbrugt af hackere.