Telebranchen er en af de mest udskældte brancher overhovedet, så som udgangspunkt er det svært at få tilfredse kunder.

Det lykkes dog for nogen teleselskaber. Ifølge den årlige brancheundersøgelse BrancheIndex Mobil, så er CBB det mobilselskab, som høster mest ros – i hvert fald har selskabet de mest tilfredse kunder.

I undersøgelsen kan man score op til 100 point og CBB scorede 72 ud af de 100 mulige points. CBB er også det selskab, som giver mest værdi for pengene.

Billigt mobilabonnement? Se prissammenligning

- Vi er meget stolte af at vinde denne loyalitetspris, for vi er kunderettede i alt, hvad vi gør. Vi er et mindre mobilselskab med en flad organisation, hvor kulturen bygger på enkelhed af hensyn til kunderne. Vi har enkle produkter og processer, for det skal være nemt at være kunde hos os, og vi gør en dyd ud af at være i øjenhøjde med kunderne, siger Signe Julie Valeur, adm. direktør i CBB Mobil og bibob.

Men når der er en vinder, så er der også en taber. Og taberen er Telenor, der scorer 49 point ud af 100 mulige. Telenor oplever dog en pæn fremgang fra sidste år, hvor de kun fik 43 point.

Se også, hvordan dit selskab klarer sig i undersøgelsen, som tager udgangspunkt i besvarelse fra omkring 3.000 kunder.