Det var så den Superligasæson. Hvad mere er der så egentlig at sige? Alt er på det nærmeste sagt, som pastoren prædiker. Og alt gik jo på det nærmeste også, som almindelige dødelige kunne profetere.

Så tiden er inde til status på de individuelle spillere, en vurdering af de individuelle præstationer. Her også set i relation til de enkelte spilleres holds formåen.
Det hænger jo i vid udstrækning sammen og er typisk gensidigt afhængig.

Opret abonnement på BT PLUS og læs Peter Sørensens klummer om Superligaen, hvor han denne gang giver sit bud på Årets hold i den bedste danske fodboldrække - du får samtidigt adgang til tusindvis af andre artikler, guider og reportager i BT PLUS-universet.

Det var så den Superligasæson. Hvad mere er der så egentlig at sige? Alt er på det nærmeste sagt, som pastoren prædiker. Og alt gik jo på det nærmeste også, som almindelige dødelige kunne profetere.

FC Midtjylland vandt en smule overraskende, og Hobro endte højst overraskende midt i tabellen i stedet for nederst, hvor de jo burde høre hjemme.
Alt andet er helt efter bogen.

Så tiden er inde til status på de individuelle spillere, en vurdering af de individuelle præstationer. Her også set i relation til de enkelte spilleres holds formåen.
Det hænger jo i vid udstrækning sammen og er typisk gensidigt afhængig.

Der er dog undtagelser, men det vender vi tilbage til.

Årets Hold vil ikke alene afdække, hvem der har gjort det bedst, men udgøre også et sammensat hold, der er konkurrencedygtigt, hvis det gjaldt. Opstillingen kunne hedde 4-2-3-1, så er alle glade. Lad os komme til sagen.

Halvdelen af holdet giver næsten sig selv.

Ingen har tilnærmelsesvis været på Ludvig Augustinssons niveau på venstre back. Daniel Agger er i sin egen klasse som venstre stopper - når han kan spille.

Martin Pusic scorer mange mål, uanset hvor han spiller. Ubekymret og fuld af utålelig selvtillid, som jo tolereres, når netop målene leveres. Mindre selvhøjtidelig og endnu mere imponerende scorer Mads Hvilsom næsten lige så mange mål, og han har som Pusic også leveret et par assists, men på et hold, der ikke giver de bedste betingelser for en angriber, der også er tvunget til at gøre sig defensive anstrengelser. Måske er Hvilsom netop derfor Årets Spiller.

Og så alligevel ikke, for Jakob Poulsen har med sin stabilitet, lederegenskaber, 10 assists og fire afgørende mål været bedste mand ikke bare i Midtlylland, men i hele Superligaen i år. Han spiller naturligvis central midt på Årets Hold, hvor jeg ønsker spillere, der kan bidrage både fremad og bagud.

Så langt så godt. Hele venstre side er således på plads. Nu bliver det straks vanskeligere. Dog mener jeg også, det er oplagt at placere Sylvester Igboun på højre wing. Han er en konstant trussel med sin fart og mange afslutninger, der har forvandlet sig fra mestendels af være vildskud for et par år siden til af være kvalitative og effektive forsøg på mål. Ni mål og syv assists rangerer ham på medaljelisten over spillere, der har kampafgørende betydning.

Der er naturligvis alternativer, men jeg synes ikke for alvor, at Joshua John og Uffe Bech har slået igennem i år på et decimeret FC Nordsælland-hold, men de får en plads på bænken. Der sætter vi også den stærke og målfarlige Mikael Ishak og Anders K. Jacobsen, der har været stærk hele året for AaB både i Superligaen og i Europa League. En utrolig udvikling, han har gennemgået fra at være en ordinær divisionsspiller for et par sæsoner tilbage. Godt trænerarbejde af Kent og co.

Nicolai Jørgensen er så absolut også en af de største profiler i Superligaen, og han har som Anders K. Jacobsen også scoret 10 mål, men har ingen assists på et relativt målfattigt og ineffektivt FCK-hold. Luksus at have ham på bænken også, for der må han sidde og vente, til vi skifter Rasmus Festersen ud. Han må være den naturlige starter, når han på det næstdårligste hold kan score 10 mål og lave tre assists, selv om han er gået lidt i stå på det seneste.

Rasmus Falk kan føle sig forbigået og betone, at han sammen med sin vilde ven Spelmann næsten ene mand trak OB op af dyndet, for det har han ret i, men til Årets hold er han endnu for ustabil som starter. Han trænger sig på til en plads på bænken. Det gør Spelmann også. Han er bedst på den centrale midtbane med licens til at løbe frem og score.

Jakob Poulsen har jo sat sig på den ene af de to pladser og der er hård kamp om den anden.

Det er oplagt at sætte den bundsolide og meget betydningsfulde Tim Sparv ind ved siden af Jakob Poulsen, men Sparv spiller en position, som vi ikke arbejder med på Årets Hold og har ikke leveret nok fremad banen. Han er ligaens bedste på sin position som bolderobrer og spilfordeler, men vi vil helst have midtbanespillere, der spiller bolden fremad, kommer til afslutninger og scorer mål.

Thomas Delaney er naturligvis kandidat, men jeg vælger Daniel Armatey, som både scorer mål, er god med bolden og stærk i erobringsspillet. Han er efter min mening undervurderet, og jeg tror ikke, FCK kan holde på ham længe.

Lidt bagvendt er vi således nået tilbage til højre forsvarsside. Som højre back er Tom Høgli blevet bedre og bedre, og Johan Larsson har fra første øjeblik været så god, som de havde håbet i Brøndby. Tre mål og tre assists er flot på 15 kampe, men for også at hylde Randes FC for en iøjnefaldende god defensiv sæson vælger jeg Johnny Thomsen. Han har spillet næsten alle kampe og har kontinuerligt været stærk defensivt og lagt op til fire mål i kraft af sine utrættelige raids på højre kant og mange gode indlæg.

Sidste position i marken kunne være fristende at tildele Johnny Thomsens makker, Mads Fenger. Tallene viser, at han sammen med Erik Sviatchenko er blandt de bedste duelspillere på stopper-positionen - både på græsset og i luften.

Mathias 'Zanka' og Kenneth Emil Petersen er stopperne, der lykkes bedst med at spille boldene fremad. Til dette har Sviatchenko de dårligste tal, men det er hans position i FC Midtjyllands venstre forsvarsside en væsentlig årsag til.

Det er dog et område, han skal arbejde med, for det er af stor værdi, at stoppere kan begå angrebsåbninger fra de bageste rækker.

Daniel Agger er eksemplet til efterfølgelse og Sviatchenkos forgænger Simon Kjær eksemplet til skræk og advarsel – hvis man skal være lidt flabet, for han  klarer sig jo ganske hæderligt på trods af sine begrænsede evner til at spille bolden fremad banen.

Erik Sviatchenko er god nok til Årets hold i Superligaen, men skal han være god nok til landsholdet, er det netop det fremadrettede spil, der især skal forbedres.

Det efterlader os alene med målmandsposten som ubesat på Årets Hold. Jeg synes, der generelt har været en meget høj målmandskvalitet i år. Nicolai Larsen har store aktier i, at AaB ender i tabellens bedste halvdel, og Karl Johan Johnsson har haft helt afgørende betydning for, at Randers FC på trods af en dårlig forårssæson ender på en fjerdeplads, der bringer Randers FC i Europa League til efteråret.

Men de to bedste målmænd i år har utvivlsomt været Lukas Hradecky og Stephan Andersen.

Med Hradecky i målet har Brøndby kun sluppet 29 mål ind, og de har spillet til nul 15 gange. Det overgås dog af Karl Johan Johnsson  i Randers FC. Han har blot sluppet 28 mål ind og har faktisk to cleen sheets mere end Hradecky. Det er imponerende og vidner om klasse, men måske i virkeligheden en mere bred defensiv klasse, for tallene viser, at mens hans redningsprocent ligger omkring 60, er Hradeckys redningsprocent næsten 70.

Stephan Andersens bedrift består ikke alene i , at han har hele 18 cleen sheets og blot 22 mål mod sig, men frem for alt besidder han evnen til at være parat, når det gælder, så de enkelte store chancer, mange hold trods alt får mod FCK, ikke resulterer i mål.

Han har en god udstråling og er parat, når det gælder – ligesom det i mange år har været tilfældet for Casillas i Real Madrid.

Stephan Andersens redningsprocent hedder 78! Denne statistik har været udslagsgivende for, at FCK har kunnet trække så mange smalle sejre hjem i en sæson, som på trods af, at guldet glippede, alligevel bød på både sølvmedaljer og pokaltriumf.

Det var Årets hold med en ganske god bænk, hvor vi også sætter efterårets spiller, Pione Sisto. Han må siges at være en super-sub. Vi fik senest syn for den sag i FC Midtjyllands sejr mod FCK i Herning for et par uger siden. Jævnbydige kampe afgøres jo som bekendt ofte af super-subs. Og han vil i øvrigt også på alle måder kunne tilføre vores landshold noget tiltrængt kolorit. Måske også dér i første omgang fra bænken, men det varer ikke længe, før han er startspiller på A-landsholdet.