Det var mødet med en tilfældig vælger på en rasteplads, der 3. juni fik Lars Løkke Rasmussen til at blive og kæmpe for sit formandsskab i Venstre. Det har Lars Løkke Rasmussen fortalt i bogen 'LLR', der udkom første december.

Nu står manden fra rastepladsen frem. Hans navn er Anders Nyborg. Han arbejder som business unit manager i fødevareindustrien.

3. juni var Lars Løkke Rasmussen så presset af sin tøjsag, at han var tæt på at kaste håndklædet i ringen og trække sig som formand for Venstre. Han havde fortalt Peter Christensen og andre i Venstre, at han formentlig vil trække sig på mødet i Odense samme aften. På vej mod Odense, gør han holdt på motorvejscafeen 'Hos Morfar' ved Ringsted. Efter at have indtaget en ostemad går Lars Løkke Rasmussen tværs over rastepladsen for at gå på toilettet. Her møder han en mand, der kigger ham lige i øjnene og siger:

- Jeg kender dig ikke. Jeg stemmer ikke nødvendigvis på dit parti. Men det er helt urimeligt, hvad du bliver udsat for. Jeg håber ikke du giver op.

Ifølge bogen LLR fik Lars Løkke Rasmussen en klump i halsen. Senere i bilen fik tårerne frit løb, og Lars Løkke Rasmussen besluttede herefter, at han ville blive og kæmpe for sin formandspost.

DR-programmet 'Jersild minus spin' efterlyste i sidste uge manden fra rastepladsen. Nu har de fundet ham, og tirsdag aften stod han frem på direkte tv:

- Grunden til at jeg gik hen til Lars på det tilfældige møde på rastepladsen var, at jeg var træt af alle de personsager, der kørte i pressen. Nu havde jeg tilfældigvis mulighed for at møde en toppolitiker, der var udsat for en af de personsager, sagde Anders Nyborg til Jens Olaf Jersild.

Anders Nyborg havde haft en lang dag og var i dårligt humør, da han kørte ind på rastepladsen.

- Jeg havde haft en dag med kundemøder og lidt øv-mails, og jeg holder ind her for at tage en slapper og møder tilfældigvis Lars. Jeg havde fulgt med i medierne, der ikke handlede om andet en den sag. Da jeg møder Lars og har haft den korte dialog tænker jeg, at der er nogen der har det værre end mig, fortæller Anders Nyborg til DR.


Lars Løkke Rasmussen mødte også et ældre ægtepar på rastepladsen. Dem har Jens Olaf Jersild også haft kontakt til, men de har ikke ønsket at medvirke.

Mødtes igen i TV-Byen

Tirsdag aften mødte Lars Løkke Rasmussen Anders Nyborg for anden gang i sit liv. Denne gang i DR byen. Lars Løkke Rasmussen lagde tirsdag aften et billede op på sin facebookprofil. På billedet trykker han Anders Nyborgs hånd foran indgangen til DR.

- Mødte tilfældigt Anders Nyborg i DR Byen her til aften, hvor jeg deltog i optagelse til DR's nytårskavalkade. Har mødt ham en gang tilfældigt før. Det var på en rasteplads den 3. juni, hvor han gav mig ny kampkraft, skriver Venstre-formanden.

Selvom mødet med Anders Nyborg ifølge Lars Løkke var det, der fik ham til at kæmpe, havde han dog svært ved at genkende ham foran DR.

- Han kunne ikke genkende mig i første omgang, men da jeg nævnte ordet rasteplads kunne han godt huske mig, fortalte Ander Nyborg til Jens Olaf Jersild.