Venstres nuværende pressechef, Christian Hüttemeier bliver ny særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen efter Mikael Børsting.
- Jeg kom til Venstre kort efter sidste folketingsvalg og har været med til at starte det arbejde, som skal sikre, at Venstre vinder næste Folketingsvalg.
- Jeg har været fantastisk glad for at få muligheden for at være folketingsgruppens pressechef og chef for en gruppe meget kompetente medarbejdere.
- Nu får jeg en ny funktion, hvor jeg skal fortsætte arbejdet med at bringe Venstre tilbage til magten – og nu i endnu tættere samarbejde med Lars Løkke Rasmussen. Det glæder jeg mig meget til, siger Christian Hüttemeier.
Christian Hüttemeier blev ansat som pressechef i Venstre i november 2011. Han kom fra et job som politisk reporter på Jyllands-Posten.
Christian Hüttemeier var netop blevet ansat, da Lars Løkke Rasmussen i december måned 2011 blev trængt helt op i en krog under et pressemøde på Statens Museum for Kunst.
Pressemødet var indkaldt af Venstres pressetjeneste, og pressen ville have svar på, om Løkke havde holdt møder i forbindelse med Helle Thorning-Schmidts skattesag.
På pressemødet så man en presset og storsvedende partiformand, der blev trængt mere og mere op i en krog.
Det arrangement gav ikke Hüttemeier mange skulderklap af partiformanden.
- Jeg kender Christian som en stærk og dygtig pressechef. Han kender Venstre, han kender Christiansborg, og han ved, hvor jeg og Venstre vil hen med Danmark. Jeg glæder mig til at arbejde endnu tættere sammen med Christian, siger Lars Løkke Rasmussen.
Christian Hüttemeier tiltræder sin nye stilling i dag og vil samtidig fungere som pressechef, indtil en ny pressechef er ansat.