BEMÆRK: DENNE ARTIKEL BLEV BRAGT PÅ BT.DK DEN 20. NOVEMBER 2012

Et medlem af Hells Angels SKAL være mand. 

Nye ansøgere gøres bekendt med, at man i prøvetiden har en ugentlig fridag. Resten af tiden skal man stå til rådighed for klubben. Afdelingen bestemmer herefter suverænt.

Sådan lyder to punkter på en liste, der ophæver mystikken om Hells Angels' hemmelige optagelsesregler.

BT har fået aktindsigt i listen på i alt 39 punkter, der indgår som en del af dombogen efter den store rockersag, hvor Brian Sandberg og 14 andre tilhængere af rockerklubben i 2011 blev idømt lange fængselsstraffe.

LÆS

Vejen går over to niveauer, det første kaldes hangaround, det andet prospect.

Hangaround skal man(d) være i mindst otte måneder, hvorefter man kan avancere til prospect.

Tidligst efter i alt 2 års prøvetid som hangaround og prospect kan en prospect blive optaget i rockerklubben - men i løbet af prøveperioden skal en række krav være opfyldt:

Især som en hangaround - og med blot én ugentlig fridag - er du komplet i Hells Angels' vold. Således fremgår det af reglerne, at en ansøger praktisk talt tilhører klubben - og ikke bare den afdeling, som man er tilknyttet, men alle afdelinger i hele landet.

Således står der om en hangaround, at han:

SKAL betjene ethvert medlem af HAMC, og ikke kun dem fra egen afdeling. Dog således, at det ikke konflikter med egen afdeling.

Hangarounds deltager ikke i nogen som helst former for HAMC arrangementer udenfor Skandinavien.

Deltager ikke på møderne.


SKAL besøge brødre i fængsel. Både øst og vest, hvis muligt.

En prospect, der optages som hangaround i fængsel, kan ikke blive medlem, før han løslades.

Medvirker ikke på officielle klubfotos.

Inden den aspirerende rockerlærling kan blive en del af motorcykelklubben, skal han naturligvis også have adgang til en Harley Davidson. Og også kørekort til motorcykel - 'hvis muligt!', står der med udråbstegn, uden at dette præciseres.

Se hele reglementet her.

Hvad er BT Special? BT Special er en anbefaling af timens mest interessante BT-historie, du kun finder på www.bt.dk eller m.bt.dk.