Når Nicolai Jørgensen ikke er med, mangler FC København x-factor. Han siger det selv og tager gerne ansvaret på sig.
Han scorede. Et flot mål. Og han viste sig på sine få minutter på banen at være den berømte dåseåbner, FCK har manglet så desperat i det meste af af sæsonen. Comebacket kom egentlig lidt før end forventet. Der var tidspunkter, hvor det var så ud til, at Nicolai Jørgensen ikke ville komme mere på banen i denne sæson. Men ugentlige flyveture til Stockholm for at genoptræne hos en svensk specialist i lårskader har bragt Jørgensen tilbage. Og det har bragt troen tilbage på, at han selvfølgelig bliver frisk igen, at han ikke skal være kronisk skadet.
Det var et tip fra landsholdskollegaen Nicolai Boilesen, som skabte kontakten til den svenske specialist.
- Jeg kendte lidt til ham på grund af Boilesen. Vi er fra samme by (Ballerup, red.) og snakker meget sammen. Nicolai fortalte, at han var helt fantastisk, og han var rigtig, rigtig glad for ham. Vores læge kendte ham også, så det var den måde, vi fandt frem til ham på.
Behandlingen har afsløret, at Nicolai Jørgensen til en vis grad selv har været med til at forværre tilstanden i låret.
- Jeg styrketrænede simpelthen for meget. Det lyder mærkeligt, men min krop er ikke bygget til så store muskler, så derfor skal vi bygge mine muskler elastisk op igen. Altså, så de bliver mindre og lidt mere fleksible, siger han og fortsætter:
- Det er det, han tror, har givet mig de her fibersprængninger, som jeg første gang fik i kampen mod Brøndby. Herefter blev jeg ved med at træne, og derfor har musklen aldrig fået ro.
Forklaringen har givet Nicolai Jørgensen en vis ro. Han er ikke længere nervøs for, at problemerne med låret kunne sætte sig som en kronisk stopklods for hans videre karriereforløb. Men han har godt hørt, at andre har været i gang med at drage den konklusion.
- Dem, der er fans af mig og FCK, er jo selvfølgelig nervøse for, at det potentiale jeg har, ikke kan komme ud på grund af skader. Men altså, det er jeg ikke selv så bange for nu.
FCK har i tiden uden Jørgensen manglet fantasi og evnen til at gøre det uventede. Nicolai Jørgensen kender til analysen af sammenhængen mellem hans fravær og holdets præstationer. Han sætter sig frem i stolen, inden han svarer, at det også har gjort ondt på ham at sidde udenfor, mens holdet har haft problemer, og at den periode måske har gjort, at man har lagt mere mærke til hans fravær.
- Jeg er jo en af dem på holdet, der har en x-factor.
Dér sagde han det selv. Det med, at han har x-factor. Det er ellers sjældent, at Superliga-spillere selv sætter et forpligtende prædikat på sig, uden at ivrige journalister trækker det over hovedet på dem.
Nicolai Jørgensen griner da også selv lidt af prædikatet om at have x-factor, men han mener det.
- Jeg ved ikke, om jeg lige er FCK’s x-factor, men jeg har x-factor i mit spil. Det er i hvert fald det, jeg prøver at have. Jeg udfordrer meget og scorer mål og laver en masse oplæg. Så på de parametre har jeg x-factor, siger han og tilføjer:
- Man kan sige, at Johan Wiland har en anden x-factor. Han skal holde målet rent. Men jeg prøver at have en x-factor i mit spil.
Er x-factoren noget, du går og tænker over?
- Ja da. Det er dét, jeg synes, er sjovt ved fodbold. Det med at være i aviserne dagen efter en kamp og se, at jeg har scoret og at fejre det med vores fans. Det elsker jeg ved fodbold, og det har jeg gjort, siden jeg var fire år gammel. Det er dét, jeg spiller for. Jeg spiller ikke fodbold for at skulle hoppe ned i 10 glidende tacklinger i en kamp. Jeg spiller for de aktioner, jeg synes, gør fodbold til et så smukt spil, siger Nicolai Jørgensen.
- Så selvfølgelig dyrker jeg det. Mine idoler har også x-factor. Jeg ved ikke, hvem andre har som idoler, men mine er Ronaldo og Thierry Henry, da han spillede i England. De to er spillere med en kæmpe x-factor. De har afgjort så mange kampe på egen hånd, hvor man tænker, at det er for vildt det der. Det, man måske ofte glemmer, er, at dem, de står over for, også er virkelig dygtige. Så x-factoren er noget, jeg har dyrket, når jeg som helt lille stod og lavede tricks.
Talentet skal dog stadig slibes til, og nogle gange falder han ud og flakker rundt i FCK’s kampe. Men det er de afgørende momenter i hans spil i rollen som offensivt omdrejningspunkt, der også har givet ham plads på Morten Olsens landshold.
- Jeg har afgjort mange kampe på egen hånd. Det skal offensivspillere kunne. Det skal Kasper Kusk oppe i AaB. Det skal Emil Larsen gøre i OB og det skal Morten ’Duncan’ i FC Midtjylland. Tager du de spillere ud af deres hold, vil de også mangle et eller andet. Derfor siger jeg også, at når tingene går dårligt, så lægger folk endnu mere mærke til det. Havde vi vundet alle de kampe, hvor jeg ikke har været med, så havde man måske ikke lagt så meget mærke til, at jeg ikke var der, konstaterer Nicolai Jørgensen.
- Så det er da noget, jeg hører tit. Men samtidig ved jeg også, at selv hvis jeg spillede med nu, og holdet ikke spillede godt, så ville jeg også have svært ved at præstere.
FCK og Nicolai Jørgensen spiller årets sidste kamp i Superligaen søndag mod OB i Parken.
Dette er et uddrag af et længere interview, som kan læses i BTs ipadmagasin Totalfodbold. Magasinet kan hentes i App Store.