Hvor er det det nye 'X Factor', og hvornår ser vi det nye 'Vild med dans'? Der blev kigget i alle kroge, da 12.500 tv-købmænd fra hele verden mødtes i Cannes i sidste uge.
Kendte i udspring, mødre i junglen og et hav af bageprogrammer. Det er, hvad danske tv-seere kan se frem til det næste års tid.
I sidste uge mødtes alverdens tv-selskaber i det berømte festivalpalæ i Cannes i Frankrig, hvor den halvårlige tv-festival foregår. Her blev nye tv-formater solgt og købt på tværs af landegrænserne. Og det, som de fleste tv-stationer var jagt efter, var den nye store afløser for ’X Factor’ eller ’Vild med dans’.
Begge formater slår stadig alle seerrekorder over hele verden. Men ligesom i Danmark har de nu kørt i flere sæsoner, og derfor bliver der løbet stærkt for at finde den helt nye store underholdningssucces. Men her måtte de fleste gå forgæves. Også de mange danske tv-indkøbere fra både DR og TV2.
- Vi vil gerne overraskes og går alle sammen rundt og leder efter det nye store underholdningsprogram, der kan afløse de gamle som ’X Factor’ eller ’Vild med dans’. Men vi har ikke rigtig set noget hernede, siger både DR1s kanalchef Lotte Lindegaard og planchef hos DR Anne Engdal Christensen.
- Tv-udbuddet bekræfter mere de tendenser, vi allerede har set. Det vælter ind med f.eks. mad og kage-programmer og socialt-tv, hvor vi stiller op og hjælper hinanden. Det fanger noget i tiden, at vi vender blikket indad og diskuterer værdier, og så er det igen blevet godt at blive klogere - på tv.
Aftapninger af det samme
Folk vil gerne have indhold, mens den rene underholdning er på vej ud af skærmen, siger Lotte Lindegaard og Anne Engdal Christensen. TV2 var også skuffede over udbuddet af underholdningsideer. Programchef Sune Roland:
- Der var mange aftapninger af det samme, også i anden og tredje grad af mad og datingprogrammer.
Men det store nye, vi leder efter, der kan erstatte ’X Factor’ og ’Vild med dans’, lader vente på sig. Det skal have noget universelt i sig for at egne sig til hovedkanaler som TV2 og DR, så det spændende er, hvad der bliver den næste arena efter sang og dans, hvor folk vil længes efter at komme til at udleve en drøm.
Her er fremtidens tv-koncepter:
Det er ren kage, mand
’Den store bagedyst’ går sin sejrsgang som tv-ide over hele verden, og det resulterer nu i et utal af kage-bage-programmer. Det helt store hit
I Danmark må TV2 sidde og ærgre sig over, at de sagde nej tak til ’Den store bagedyst’, der er blevet det helt store hit hos DR med over en million seere til finalen. Nyeste skud i bage-tv-tendensen er en konkurrence om at blive landets bedste bageri. I England hedder programmet ’Britains best bakery’, og mon ikke vi får en dansk udgave af det. Og det er langtfra det eneste bage-tv, der venter.
Produktionsselskaberne er i fuld gang med at finde nye kage-formater.
Mor skal også med
Mødre er den helt nye trend i tv-branchen. Nu skal børn ikke længere kastes ud i udfordringerne alene. Mor skal også med. Både når datteren drager ud i vildmarken og stiller op i en talentkonkurrence.
En helt ny udløber af talentprogrammet ’Voice’ er et underholdningsprogram, hvor de fire coaches er byttet ud med deltagernes mødre, der så skal genkende deres datter på stemmen. TV2 er desuden snart klar med en ny omgang af ’Ingen kære mor’, hvor en flok unge piger igen drager med Lother Friis på overlevelsestur. Men denne gang skal mor med. I England og USA laves der i øjeblikket programmer som ’Den bedste jødiske mor’, ’Den bedste græske mor’, etc.
Kramme-tv
Er en af de helt nye tendenser. DR2 lægger allerede hårdt ud i denne måned med ’Høflighed på 100 dage’. Her vil Thomas Skov, kendt som praktikanten i Anders Lund Madsens ’Det nye talkshow’, forsøge at gøre danskerne til bedre mennesker og genindføre høfligheden. Det gør han ved at rejse rundt i landet og se, hvordan danskerne opfører sig. Og Thomas Skov er ikke den eneste, der vil gøre verden bedre. Både i USA og England har programmet ’Lovetown’ haft stor succes.
I USA er talkshow-dronningen Oprah Winfrey frontfigur i programserien, hvor en amerikansk by med 15.000 indbyggere indvilliger i et socialt eksperiment, der skal forvandle byen til et kærligere sted på kun 30 dage.
Global tv-debat
DR har i samarbejde med BBC stablet et større globalt fattigdomsprojekt på benene. Projektet ’Why Poverty’ er en serie af otte dokumentarfilm, der skal vises over hele verden i november.
Lige nu regner DR med, at over 500 mio. tv-seere verden over får muligheden for at se med. Projektet er ikke et nyt Live Aid, der slutter af med et stort indsamlingsshow.
I stedet er det en serie af dokumentarfilm, der skal skabe debat, og som sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor en milliard mennesker i verden lever under fattigdomsgrænsen i 2012.
Også kronprinsesse Mary er involveret i projektet og har netop talt for FNs ambassadører i New York.
Vild med mad
Det vrimler med mad-programmer og mad-konkurrencer på alle hylder. Væk er de kendtes fumlerier i køkkenet. Nu er det mesterkokkene, der skal til fadet. Nigella Lawson stiller således op sammen med tre andre britiske mesterkokke i mad-konkurrencen ’The Taste’, hvor de i bedste ’X Factor’-stil håndplukker deres eget hold kokke af amatør-kokke. De fire kokke skal så, ja, vi kan kalde det i bedste ’Voice’-stil, finde den bedste amatørkok.
Historie hitter på tv
Engelske ’Downton Abby’ er et hit herhjemme, og tv-markedet kan tilsyneladende ikke få nok af historiske dramaer eller Anden Verdenskrig. Russisk tv præsenterer stort drama om Napoleon, BBC viser ’Bomb Girls’ om de tapre kvinder, der arbejdede på bombefabrikkerne under Anden Verdenskrig, og Fox i USA laver spændingsserie om sovende russiske spioner i deres nye serie ’The Americans’.