Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sprængte en bombe, da han lørdag på Venstres Landsmøde inviterede Liberal Alliance og Konservative ind i regeringen. Men hvem bliver i så fald de nye ministre? Og hvem risikerer at ryge ud. BT har talt med to politiske eksperter.

{embedded type="node/polls" id="48639992"}

Bliver Anders Samuelsen ny erhvervsminister? Ryger Bertel Haarder ud af regeringen? Og kan Eva Kjer Hansen gøre comeback i regerings-sammenhæng?

Står det til politisk kommentator Jarl Cordua kan alle tre scenarier være mulige, hvis en ny regering skal dannes, som Lars Løkke Rasmussen lørdag har lagt op til på Venstres landsmøde.

Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen var ikke sen til at takke ja til statsministerens invitation.

’Den invitation har jeg naturligvis på vegne af LA takket ja til”, skrev han kort efter Løkkes udmelding på Facebook.

Og netop Anders Samuelsen og Liberal Alliance kan ende med at få en nøglerolle i den nye regering.

Ifølge Jarl Cordua vil det være oplagt, hvis enten Anders Samuelsen eller de konservatives formand, Søren Pape, får posten som erhvervs- og vækstminister.

»Pape kunne også gå hen og blive den nye justitsminister – den post er de konservative traditionelt gået efter, og den ligger godt til partiet,« siger Jarl Coruda.

Han mener desuden, at Brian Mikkelsen og Mette Abildgaard kan være andre bud på fremtidige konservative ministre.

»Og så kan man måske vælge at hente Connie Hedegaard ind igen,« siger han.

Hos LA mener han, at det vil være oplagt at gøre Simon Emil Ammitzbøll til ny kulturminister, mens Mette Bock og Mette Riisager måske kunne blive ministre for undervisning og handel.

Endelig kunne Vestre også finde på at skifte ud i deres ministre, når der alligevel vil ske en omrokering, og i den forbindelse mener Jarl Cordua, at partiet kunne finde på at give comeback til en gammel kending – nemlig den tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, der tidligere på året trak sig som minister som følge af den omstridte landbrugspakke.

»Eva Kjer var meget loyal overfor Løkke, så det vil ikke være mærkeligt, hvis han tager hende tilbage,« siger Cordua.

Derimod ser det knap så lyst ud for de garvede venstrefolk; Kirke- og kulturminister Bertel Haarder, finansminister Claus Hjort Frederiksen samt beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, der ifølge Jarl Cordua alle er i fare for at miste deres ministertitler.

BTs politiske reporter Andreas Karker er enig med Cordua i, at tiden som minister ser ud til at rinde ud for Bertel Haarder samt Jørn Neergaard Larsen.

Og han er enig med Cordua i, at Søren Pape (K) meget vel kan blive den nye justitsminister, mens Simon Emil Ammitzbøll (LA) sandsynligvis vil få titlen som kulturminister.

Dog mener han, at Anders Samuelsen godt kunne tænkes at blive den nye økonomiminister, mens Mette Bock måske kunne blive socialminister.

Endelig kunne Liberal Alliances Ole Birk Olesen ifølge Andreas Karker være et bud på en mulig skatteminister, mens den tidligere konservative minister Brian Mikkelsen kan være et godt bud på en kommende erhvervsminister.

I alt mener de to eksperter, at den kommende regering vil består af omkring 12 venstre ministre samt 3-4 konservative ministre og 3-4 ministre fra Liberal Alliance. I Løkkes regering er der på nuværende tidspunkt 17 ministre, hvis man tæller statsministeren med.

»Så man må forvente, at der vil komme flere ministerier, hvis ikke de vil fyre alt for mange venstre-folk«, forklarer Andreas Karker.