DR sender i år et spritnyt juledrama på DR2, hvor skilsmisse og en madklub danner en tempofyldt, sørgelig og sjov ramme om jagten på det perfekte liv.

En hipster, der er arbejdsløs organist, og en stresset kone, der knokler for at få alt til at hænge sammen. Og så en kvinde, der har mange sexpartnere, efter hun er blevet vraget af sin mand. En sprængfarlig cocktail, der udgør årets juledrama på DR2.

’Mens vi presser citronen’ hedder det og er skrevet af skuespilleren Lisbeth Wulff, der blandt andet har været med Borgen og Rytteriet. Det er DR2s bud på en julekalender anno 2015 om en generation, der vil det hele.

I juledramaet, der har premiere søndag den 6. december, stifter vi bekendtskab med tre par i 40’erne. De mødes en gang om måneden i en madklub, hvor de skiftes til at være værter.

Allerede i første afsnit kommer madklubben under pres, da Sigrid smider bomben og fortæller, at hendes mand, Peter, har forladt hende til fordel for en 26-årig svensk model.

Parrets skilsmisse får de andre par i madklubben til at kigge nærmere på deres egne forhold, og det sætter gang i løjerne for de fem karakterer, der alle søger det perfekte liv.

»Alle karakterer repræsenterer nogle typer fra min generation i et tragikomisk portræt. Det er meget morsomt og meget sørgeligt, men jeg har lyst til at give min egen generation og mig selv et los bagi,« siger 43-årige Lisbeth Wulff til BT.

Det gør skuespilleren med juledramaet, der ved hjælp af en blanding af humor og alvor, skal give folks selvoptagethed et spark. Som når karaktererne i dramaet går mere op i, hvor mange likes de har på Instagram, i stedet for at leve i nuet, som Lisbeth Wulff fortæller. Det er ikke et let drama. Det er grotesk.

»I starten griner man meget, men så kommer det til at gøre mere ondt. Det starter i lys og slutter i mørke på juleaften. Det er en omvendt julekalender, for normalt slutter alt godt. Men nogle gange skal man have den omvendte version,« siger Lisbeth Wulff, der også selv spiller med i dramaet.

I dagens Danmark er det ofte meget arrangeret, når man mødes. Folk lever efter deres kalender, og der er meget kontrol, mener skuespilleren og forfatteren til juledramaet. Det er svært at være menneske i dag, fordi vi vil nå det hele, og det vil hun sætte fokus på.

Hun vil dog ikke være moralist og fortælle, hvordan folk skal leve. Hun tror nemlig ikke, hun er bedre end andre, fortæller hun, hvorefter hun bryder ud i et stort grin.

Det tragikomiske drama ’Mens vi presser citronen’ bliver en adventkalender, der har premiere på DR2 søndag den 6. december.