Allerede da Lars Løkke Rasmussen præsenterede sin anden regeringen udelukkende bestående af Venstre-folk tilbage i juni 2015, stod det ifølge flere politiske kommentatorer klart, at den ville være udfordret fra sin fødsel.
Og det skulle vise sig at være sandt. For den rene Venstre regeringen med Lars Løkke Rasmussen i spidsen har vaklet.
Særligt fordi regeringen har haft særdeles svært ved at nå til enighed med især Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, og de politiske kommentatorer har de seneste måneder stået i kø for at spå om et kommende folketingsvalg på grund af en særdeles svag V-regering.
Men valget udeblev - medmindre man spørger Anders Samuelsen - og i stedet kunne Venstre, De Konservative og Liberal Alliance søndag meddele, at de nu stod klar med en helt ny VLAK-regering.
Og hvor den tidligere Løkke-regering var ganske ustabil, så vurderer den politiske kommentator og radiovært på Radio24syv Jarl Cordua, at den nye regering vil være noget mere urokkelig.
»Jeg mener faktisk, at det er en mere stabil regering - langt mere stabil. Og det er den af flere grunde. Der er tre partier, der er blevet enige om regeringsgrundlaget, der er tre partier, der stopper alt intern fnidder og ekstern polemik, hvor man skyder løs på hinanden, og der er således kun få samarbejdspartnere, man skal forholde sig til, og det er Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne,« siger han til BT.
Det betyder, at de tre partier i regeringen ikke længere behøves at bruge krudt på hinanden, men derimod kan spare kræfterne på at nå til enighed med dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Den nye regeringen har imidlertid et behov for at blive en succes, hvis ikke man til tabe det næste folketingsvalg til rød blok, vurderer Jarl Cordua.
»Og det bliver ikke bare regeringsmagten, men også mandater. Men det er jo meget anderledes end før, og derfor må man formode, at regeringen står stærkere alt andet lige.«
Dansk Folkeparti bliver udfordringen
Men selv om Lars Løkke Rasmussens nye regering ifølge Jarl Cordua alt andet lige vil være mere stabil end den Venstre-regering, den afløser, så vil der stadig være visse udfordringer. Det vil særligt gælde på de områder, hvor Dansk Folkeparti er uenig i den førte politik.
»Hvis man gerne vil have reformer og skattelettelser, så har det en pris. Den pris er et opgør med konventionerne og mere grænsekontrol. Et opgør med den globalisering og integration der er i EU, hvor Dansk Folkeparti står over for regeringen. Er regeringen klar til at betale den pris,« spørger Jarl Cordua.
For hvis ikke de er det, så bliver det mere end ualmindelig svært at komme igennem med nogen reformforslag. Samtidig vurderer Jarl Cordua, at det også afhænger danskernes holdning til flygtningepolitiken. Fortsætter det med at stå højt på dagsordenen hos store dele af den danske befolkning, så står Dansk Folkeparti stærkt i forhandlingerne.
»Men hvis danskerne begynder at interesseret sig for andre ting, så har Dansk Folkeparti pludselig ikke så gode kort på hånden.«
I den nye regering kan De Konservatives leder, Søre Pape Poulsen, se frem til en titel som justitsminister, mens Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen er blevet udråbt til udenrigsminister.