Vil den sælge? Ja - vil den ændre verden? Nej
- Praktisk set er det formentlig ikke nok til at man vil skifte fra 4S, jo mindre man er hardcore fan. Men den vil få mange iPhone-brugere til at blive i Apples ecosystem for endnu en generation. Og man får det indtryk, at det er det store mål for firmaet, skriver han.
Det er Charles Arthur fra The Guardian enig i.
- Der er to grupper af mennesker der vil købe den: Alle dem der ejer en iPhone fra før september 2010 (det vil sige dem der ejer en iPhone 3G 3GS eller 4), og så dem der vil have 4G, skriver han.
Kan ikke følge med forventningerne
Mat Honan fra wired.com kalder telefonen helt fantastisk og alligevel utrolig kedelig. Han mener ikke den kan følge med de efterhånden høje forventninger, der altid er når Apple lancerer nye produkter.
- Det er et mærkeligt paradoks, at iPhone 5 kan være den bedste telefon på markedet og samtidig være så kedelig. Og det har næsten ikke noget at gøre med Apple, men alt at gøre med vores forventninger, skriver han.
Og forventningerne er meget høje når Apple udvider iPhone-familien.
- De er gået fra 4 til 5, og når Apple skifter nummer, så forventer man, at der kommer noget afgørende nyt. De har ikke noget, der er meget bedre end alle de andre producenter og ikke noget, konkurrenterne skal bruge 12 måneder på at komme efter, siger analytiker Michael Morgan fra ABI Research til MacNewsWorld.
Det ændrer dog ikke billedet på, at den nye iphone formentlig vil blive den hurtigst sælgende mobil nogensinde. Det vurderer vicepræsident ved analysefirmaet Yankee Group, Carl Howe.
- iPhone 5 bliver Apple største lancering til dato. Det ville ikke overraske mig, hvis de sælger 10 milllioner ved udgangen af måneden, og jeg tror, den sætter rekord for den hurtigst sælgende enhed nogensinde.
iPhone 5 kommer til salg i Danmark den 28. september.