Mandag aften byggede demonstranterne en kæmpe katapult på Europa Plads midt i Kiev, som de brugte til at skyde med flasker med vand og andre genstande mod politiet.

Det var en netop vedtaget lovgivning, der indskrænker mulighederne for at demonstrere i Ukraine, der ironisk nok fik endnu flere demonstranter på gaden.

En anonym demonstrant fortæller til Reuters, at han fik ideen til katapulten, da demonstranterne ikke kunne komme tættere på politiet.

- For at komme tættere på, fik jeg den ide, at vi måtte kaste længere. Jeg mindes computerspillet 'Age of Empires' , hvor de havde disse katapulter, så fik jeg ideen, at vi skulle have sådan en. Jeg fik ideen at kaste flasker med vand mod politiet - som en slags folkets vandkanon.

Politiet svarede igen med gummikugler, chokbomber og tåregas.

Ifølge det ukrainske indenrigsministerium er mindst 163 politibetjente blevet kvæstet, heraf er 80 blevet indlagt.

En demonstrant er skudt og dræbt under demonstrationerne i Ukraines hovedstad, Kiev. Det oplyser demonstranternes egne samaritter ifølge nyhedsbureauet AFP.