Er man i tvivl om noget, så googler man det. Sådan er holdningen hos mange danskere, og søgemaskinen Google har nu samlet de ord og sætninger, som danskerne googlede allermest i 2013.

Facebook er igen årets mest googlede ord ligesom de seneste år, mens de to mest googlede danske personer i 2013 er realitystjernen Mascha Vang og sangeren Rasmus Seebach. Generelt har flere søgt på personer i 2013, og den tredjemest googlede dansker er Allan Simonsen, som samtidig også er den hurtigst voksende søgning i kategorien.

Navnet Allan Simonsen blev populært i to omgange i 2013. Fodboldlegenden Allan Simonsen tog mange overskrifter, da han i efteråret var med i Vild med Dans, men det var den anden Allan Simonsen, der blev højdespringeren i danskernes søgninger. Søgningen på »Allan Simonsen« nærmest eksploderede, da den danske racerkører med samme navn som fodboldlegenden omkom under Le Mans i juni 2013.

»Danskerne er nysgerrige og videbegærlige. Vi har efterhånden vænnet os til at gå rundt med verdens største hjerne i lommen - og vi søger på alt fra sygdomme, kendte personer og madopskrifter til svar på de spørgsmål, vi mangler svar på her og nu. Vi har langt større forventninger til søgemaskinernes resultater end tidligere, og forventer at få præcise svar,« siger direktør for Google i Norden, Peter Friis.

At danskerne er nysgerrige viser sig da også i, at mange stiller spørgsmål til Google. Således er det mest googlede i »Hvordan...?«-kategorien »Hvordan ganger man« efterfulgt af det andet nyttige spørgsmål - omend i en lidt anden kategori - »Hvordan kysser man«.

Mad og opskrifter er også populære at google. Rygterne om at EU ville forbyde lakridspiben fik mange danskere til tastaturet, og »lakridspibe« blev dette års hurtigst voksende søgeord i kategorien for søde sager. Kigger man på mad generelt går prisen som årets højdespringer til »pulled pork«, som det seneste år for alvor har gjort sit indtog på de danske tallerkener. Samtidig med at danskerne elsker at google mad, har der i 2013 også været et stigende antal søgninger på slankekure.

Og så er der sygdommene som danskere i 2013 googlede i endnu højere grad end tidligere. Den mest søgte sygdom er i år influenza, mens blærebetændelse, skoldkopper og hæmorider indtager de tre følgende pladser.

FAKTA:

De mest søgte ord i 2013:

1. Facebook

2. Youtube

3. Google

4. BT

5. EB

6. dmi

7. Hotmail

8. Krak

9. dba

10. TV2

De hurtigst voksende søgeord i 2013:

1. Netflix

2. Moviestar

3. Den Blå Planet

4. Zalando

5. DMI vejret

6. iPhone 5s

7. Cookie Clicker

8. Allan Simonsen

9. Mads Langer

10. Michael Bundesen