Der er langt fra tulipaner og vindmøller i Holland til Christian Eriksens nye ’hjem’ i en af Londons fattige forstæder. Men den unge fynbo kommer til et område og en klub med fremtid

Området i det nordlige London er ikke bare Europas mest mangfoldige, når det gælder sprog, etniciteter og nationaliteter. Det er også et af Englands fattigste områder med en arbejdsløshed, der både kan ses og mærkes på gaderne.

Den hvide, britiske middelklasse er svær at få øje på foran og indeni de lave grå huse. I stedet præges gadebilledet af immigranter med især afrikansk og caribisk blod i årerne.

Det er i denne smeltedigel, 21-årige Christian Eriksen fra Middelfart i de kommende år skal udvikle sig fra stort talent til etableret Premier League-spiller. Fredag aften skrev landsholdsspilleren under på en aftale, der sender ham fra de trygge rammer i Amsterdam til Tottenham. Klubben, der ikke uden grund er den store stolthed i London-området af samme navn.

- Alle har fulgt Tottenhams udvikling, og dén udvikling vil jeg være en del af, lød det med de hidtil eneste ord, der efter skiftet er sluppet ud af fynboens mund.

Eriksen slår sig næppe ned i det til tider uroplagede område omkring sin nye hjemmebane White Hart Lane, men danskerens ankomst har været medvirkende til at hæve humøret i Tottenham, hvor begejstringen omkring klubben med de hvide trøjer og hanekyllingen på brystet i disse dage når nye højder.

Et nyt stadion med plads til i omegnen af 60.000 tilskuere er på vej, hvor faldefærdige White Hart Lane ligger nu, og det bringer arbejdspladser og et tiltrængt samlingssted med sig. Men det er mest af alt på grund af det sportslige, at der er lidt kortere mellem smilene på gaderne med hjertevarme og romantiske navne som Love Lane.

Nej, selv om Tottenham i løbet af de kommende 48 timer sælger klubbens bedste spiller, Gareth Bale, til mægtige Real Madrid, kommer Christian Eriksen til en klub, der tror på, at den langt om længe kan overhale rivalen Arsenal og spille sig til en mere eller mindre fast plads i den ellers så ubrydelige top 4, der udover at udløse Champions League-fodbold også retfærdiggør et stempel som rigtigt tophold i Premier League.

Klubben har været aktiv og succesfuld som aldrig før på transfermarkedet, hvor syv interessante og store navne er hentet til. Deriblandt den brasilianske landsholdsspiller Paulinho, den spanske landsholdsforward Roberto Soldado og kæmpetalentet Erik Lamela.

- De spillere, vi har købt, signalerer, at vi har kæmpestore ambitioner. Vi trimmer ikke bare truppen, vi tilfører fantastisk talent. Så jeg tror, vi kan blive meget, meget stærke, i forhold til hvor vi var i sidste sæson, siger Tottenham-manager André Villas-Boas, der før sommerferien måtte tage til takke med en utaknemmelig femteplads.

Et af disse fantastiske talenter har rødbedefarvet, dansk pas. Christian Eriksen er trådt ud på en af verdens største fodboldscener, Premier League, med en hvid trøje på torsoen, og han spås store muligheder for en plads i Tottenhams startopstilling i løbet af kort tid. Det bliver dog ikke på den centrale midtbaneposition, han har vænnet sig til på både landsholdet og i Ajax Amsterdam. I stedet ligger kreatørens muligheder længere fremme på banen, hvor han efter alt at dømme kan se frem til spilletid enten på venstre kant eller bag en enlig angriber.