Nok blev skuespiller Charlotte Munck landskendt som strømeren i den folkelige serie »Anna Pihl«. Men hendes hjerte – eller måske nærmere hjerne – brænder for langt dybere projekter. Lige nu er hun aktuel i stykket »Brokenhagen« på Teater Grob i København.

Charlotte Munck hilser høfligt, sætter sig på caféstolen og åbner sin taske. Før hun siger noget som helst andet, hiver hun en bog op af sin taske. »Kampen om Klimaet« hedder den. Af Per Meilstrup. Så ligger den der på bordet med – bogstaveligt talt – hundredvis af post it-lapper stikkende ud af sig, hvis vi nu lige skulle få brug for at slå noget op under interviewet, siger den 43-årige skuespillerinde seriøst, men smilende.

»Synes du, det ser sygeligt ud med alle de lapper? Jeg synes, det ser helt normalt ud. Jeg bruger jo farvekoder,« svarer hun på min forbavselse over den spraglede bog og begynder at forklare sit system.

»De røde post it er bare index, så jeg lynhurtigt kan hitte rundt i bogens kapitler og afsnit. De grønne sedler markerer særlige oplysninger og begivenheder, som jeg synes burde være med i vores stykke. Og de blå er bare lidt ekstra facts, som jeg har krydret med fra min research,« forklarer hun.

Forandringen som konstant

Den 180 centimeter høje Charlotte Munck med det mørke hår og de brune øjne har et helt særligt forhold til viden og til research. Men er også en grubler af Guds nåde. Her er, hvad hun siger, få minutter inde i interviewet.

»Når jeg går ind her – på denne café og møder dig – skaber jeg noget nyt i mit liv. Så er mit liv anderledes. Om vi så skal ses igen, eller om vi forstod hinanden – det er ligegyldigt. Faktum er, at du allerede har forandret mig. Det er en falsk sikkerhed at bilde os ind, at vi er faste størrelser,« siger skuespilleren, som blev landskendt for TV2-serien Anna Pihl i 2006, men som før, under og efter sin stjerneskabende rolle i særdeleshed har dyrket de mindre kommercielle skuespil på de skrå bræder.

»Det er måske en skræmmende tanke, at intet som sådan ligger helt fast. Og ja, vi har jo lejligheder og bygrænser og landegrænser. Men med de enklaver skaber vi illusionen om, at tingene er stabile og sikre. Vi skaber rammerne, fordi vi føler behov for dem. Men livet ville blive langt sjovere, hvis vi turde indse, at alt er bevægeligt,« siger kvinden, der som ti-årig overraskede sin mor ved at åbne en diskussion om Albert Einstens relativitetsteori.

»Rent fysisk er vi slet ikke en fast organisme. Vi består af atomer. Og samtlige celler i vores krop udskiftes i løbet af syv år. Så det er en kæmpe løgn at sige, at tingene er, som de er.«

Dårligt klima

Inden vi bevæger os længere ind i Charlotte Muncks tankestrømme, vender vi tilbage til bogen på bordet foran hende. »Kampen om Klimaet«. Den har hun altid på sig i disse måneder. Den er nemlig en af hovedinspirationerne til teaterstykket »Brokenhagen« på Teater Grob, som hun har en hovedrolle i. Det er et teaterstykke om klimapolitik og spin før og under »COP 15«, klimatopmødet i Bella Centeret i 2009. Det var der, hvor to års intenst forarbejde fra det danske klima- og statsministerium og et enormt mediepostyr kulminerede med en 13 dages ørkenvandring på Amager. Her var ledere som Barack Obama, Angela Merkel og vores daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen ude af stand til at skabe verdensomspændende konsensus for en juridisk bindende aftale om blandt andet at nedbringe landenes CO2-udledning. Lysten til at snakke klima i Danmark forlod offentligheden i samme tempo som de mere end 100 statsledere lettede fra lufthavnen. Og netop derfor er et stykke som »Brokenhagen« uhyre relevant i dag, mener Charlotte Munck.

»Selv om så meget gik galt dengang, så bliver klimaproblemerne mere og mere aktuelle for hver dag der går. CO2-koncentrationen i luften er for blot et par dage siden mål til et historisk højdepunkt, så forskere taler om at trække CO2 ud af luften i stedet for blot at reducere vores udledning,« fortæller Charlotte Munck.

Hendes passion for klima og miljø opstod dog ikke, da hun fik rollen i teaterstykket, der netop er åbnet på Teater Grob. Hun har i flere år været med den lille aktivistgruppe »Alting Tæller«, der forsøger at sætte fokus på, hvor lidt der skal til for at sætte et mere positivt aftryk på klimaet.

Eksperimenterer med sig selv

Hun har afprøvet flere miljørigtige eksperimenter på sig selv. For eksempel holdt hun sig fra at købe tøj i to år for nogen tid siden. Det lykkedes til fulde bortset fra nogle få par nylonstrømper samt en vinterjakke, da hun under eksperimentet fandt sig selv i et uhyrligt koldt New York uden tilstrækkeligt tøj i tasken. »Der er noget sygt ved vores måde at føre politik i den vestlige verden i disse år. Det handler alt sammen om at skabe vækst, så vi kan købe flere ting. Men helt ærligt: Hvad skal vi bruge dem til? Vi smider halvdelen af den mad, vi producerer, ud. Vi skaber bjerge af affald og sender det til Afrika eller smider det ud i verdenshavene. Vi er ved at drukne os selv i efterladenskaber og overflod. Og vi bliver syge af det. Der er livsstilssygdomme overalt,« siger Charlotte Munck.

Hun håber, at »Brokenhagen« – der kredser om fire embedsmænds arbejde i kulissen under COP 15 – kan revitalisere miljødebatten en anelse og give publikum en større forståelse for problemerne i politikken i dag. Det vigtigste ifølge Munck er, at vi som verden skal kunne slippe magten, give indrømmelser og indse, vi er forskellige.

»Det frustrerer mig, at vi ikke kan indse, at det er umuligt at blive enige. Der er både meget kortere og meget længere mellem mennesker, end vi tror. Det dilemma er vi nødt til at omfavne. Vi laver hele tiden den der fejlslutning: »At det må kunne lade sig gøre at blive enige om alt. Så laver vi for eksempel EU og kalder det et kulturelt fællesskab, når det nærmere bare er et handelsfællesskab, så vi dybest gør det for at stå stærkere over for USA eller Rusland. Tænk, hvis mennesker omfavnede forskelligheden. I Danmark er der fladt og ikke så farligt, så danskere tænker lidt fladt, og vi er ikke så farlige. Andre steder er høje bjerge og krig, og man skal hele tiden passe på sit liv og levned. Og så bliver man til den type menneske. Eller overvej det her: Alt efter, hvor man kommer fra, opfatter man noget så basalt som farver forskelligt. En beige-brun farve får måske nogle afrikanere til at tænke på lerhytter, mens det får danskere til at tænke på café latte. Selv om vi sidder to mennesker lige nu og kigger på bordet mellem os, så ser du et andet bord end jeg,« siger hun.

»Hvis vi lærer at rumme forskellighed, ville det blive en vildere verden. Vi ville opleve langt mere med hinanden og vi ville kunne mødes på et langt nærmere og dybere plan. Og selv om vi kom tættere på hinanden ville vi ALLIGEVEL være forskellige og unikke. For det handler ikke om at ophæve forskellene - det handler om at forsøge at forstå dem og leve med dem. Det værste, vi kan gøre, er at negligere vores forskelle og prøve at presse et dogme eller en beslutning igennem. Så er der fronter og krig.«

Betaget af kollektiver

Fronter var der ingen af under Charlotte Muncks opvækst i landsbyen Ørsted på Djursland. Hendes far var læge, moderen psykoterapeut. Hun har tre søskende, der alle i dag er professionelle musikere.

Selv om hun også som barn var grubleren, der elskede at udfordre sig selv intellektuelt og nød at bruge tid i de kollektiver, der dukkede op overalt på Djursland i 70erne, kunne hun samtidig være den være hende, der havde kort hår, bar benskinner og beskidte shorts. Hende, der kæmpede vildt på fodboldbanen og så Sportslørdag på Danmarks Radio med vennerne.

I både skolen og på gymnasiet trivedes hun. Ikke mindst fordi lærerne gav plads til hendes tanker, spørgsmål og flid. Hun fik ikke andet end anerkendelse fra sin dansklærer, da hun afleverede en 32 siders stil om et digt på få linjer.

I fritiden elskede hun at dyrke sin nysgerrighed og satte også dengang spørgsmålstegn ved alt. I dag bor hun i København. Meget af fritiden bruger hun på at gennemnørde alt det, der fanger hende.

»Jeg er vokset op med at gruble. Af og til forsøger jeg, at sige »STOP!« til min hjerne. Men sekundet efter, jeg prøver at slappe lidt af, får jeg en ny tanke. Og så bliver jeg bare nødt til at dyrke den, for også dén er fandme for spændende.

Jeg tror bare, tankerne cyklerne af sted med mig. Sådan helt naturligt,« siger skuespilleren, der ofte knipser og ustandseligt gestikulerer, når hun snakker.

Hvis ikke Charlotte Munck havde valgt karrieren inden for film og teater, var hun formentlig blevet forsker. Men i stedet forsker hun bare i skuespillet og livet generelt, siger hun.

Stiller høje krav

Med de store tanker følger også høje krav. Til sig selv og til mennesker omkring sig. Alt bliver diskuteret, endevendt og blotlagt. For uden gennemskuelighed – uden at vi hele tiden viser, hvad vi står for – er samværet intet værd, mener hun. Men ihærdigheden, der gennemsyrer Charlotte Munck, kan være hård at leve med. Bør hun slappe af?

»Det er meget svært for mig at være magelig. Og jeg slapper aldrig helt af. Nej. Nej, nej!

Men jeg sætter mig nogle gange i situationer, hvor jeg tvinger mig selv til at slappe af. Til at sove eller tage ud i naturen og bare sidde og kigge,« siger hun og holder en lille pause, før hun siger:

»Allerede nu tænker jeg, at jeg ville hade, hvis der kom til at stå i artiklen, at jeg »vil lære mig selv at koble af«. For jeg vil faktisk hellere omfavne den type, jeg er. Personlige interviews handler tit om, at »så opførte jeg mig sådan her på et tidspunkt i mit liv, men nu har jeg lært at bla bla bla«. Som i eventyr var der en udfordring, og så kom vi over den. Det er falsk! Sådan er virkeligheden ikke. Der er hele tiden små udfordringer – ting vi skal lære, nuancer vi skal forholde os til.

Jeg bliver hver dag sat over for nye gåder, jeg ikke kender løsningen på. Jeg tror ikke på film, hvor manden eller kvinden, der indtil nu kun tænkte på penge, pludselig og inden for 90 minutter opdager, at det største af alt er kærligheden. Min fornemmelse er, at verden er lidt mere kompleks end det,« siger hun tager en dyb indånding og fortsætter:

»Så tilbage til spørgsmålet? Bør jeg slappe mere af? Næ. Måske er det skidegodt for mig, at mit liv er komprimeret, og at tingene foregår sådan her,« siger hun og knipser fire gange.

Hvor er vi nu?

Interviewet har varet i halvanden time på dette tidspunkt, og hvert et ord har efter Charlotte Muncks overbevisning præget og forandret os. Hvem er Charlotte Munck mon nu? Eller er det mere vigtigt at undersøge, om der slet ikke er konstanter i hendes personlighed udover, at hun hele tiden forandrer sig?

»Hvis jeg kigger tilbage på mit liv, har der været nogle få ting, der peger i samme retning. Mønstre, der gentager sig­. Én ting er, at jeg altid spørger mig selv og min omverden: »Jamen, hvad hvis man så det på en anden måde?« Det har været en konstant indtil nu. Og min nysgerrighed. Den er der hele tiden.«