Her er anklagen mod Amagermanden
Statsadvokat Lise-Lotte Nilas har i dag rejst tiltale mod den 45-årige fodboldtræner og familiefar, der i medierne har fået tilnavnet 'Amagermanden'.
Statsadvokat Lise-Lotte Nilas har i dag rejst tiltale mod den 45-årige fodboldtræner og familiefar, der i medierne har fået tilnavnet 'Amagermanden'.
Tiltalen tegner et billede af en seriemorder, der i årevis huserede omkring Amager, hvor han på brutal vis voldtog en lang række kvinder.
Sagen omfatter i alt syv forhold - herunder to drab. Det betyder, at statsadvokaten har besluttet at rejse tiltale for samtlige de alvorlige forhold, den 45-årige har været sigtet for.
- Vi har set på efterforskningsmaterialet og mener, at beviserne er stærke nok til at føre sagen i retten, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas til bt.dk.
Tiltalen drejer sig om drabet på 73-årige Edith Louise Andrup, der begået på Brøndkærvej i Valby i 1987. Desuden anklages den 45-årige for at have slået en kvindelig lærer ihjel i Fasanskoven på Vestamager i 1990.
I fem sager har statsadvokaten rejst tiltale for voldtægt og anden grov sædelighedskriminalitet begået i perioden fra 1990 til 2010.
En af disse fem sager vedrører en firedobbelt voldtægt, der blev begået i 1995 mod en 15-årig og to 14-årige piger samt en ung kvinde. De fire ofre blev ifølge sagens anklager voldtaget efter tur, mens de lå bagbundne i en villa.
Desuden omfatter tiltalen en voldtægt af en 25-årig kvinde begået på et kollegie i 2005, et sexoverfald på en 47-årig kvinde i Vangede i 2007 og voldtægt af en 17-årig pige i en kolonihave i 2010.
Endelig omfatter tiltalen bl.a. tre tilfælde af røveri begået i forbindelse med nogle af de øvrige lovovertrædelser.
Den 45-årige nægter sig skyldig i samtlige forhold, oplyser hans forsvarer, advokat Jakob Lund Poulsen.
Siden anholdelsen i november sidste år har den 45-årige ikke villet lade sig afhøre af efterforskerne i Københavns Politi.
- Jeg tror, at han ser frem til, at sagen kan gå i gang. Han ønsker at forklare sig i forbindelse med retshandlingen, siger advokat Jakob Lund Poulsen til Ritzau.
Sagen vil blive behandlet i Københavns Byret som en nævningesag med første retsdag den 2. november 2011. Der er afsat 13 retsdage til sagen, og statsadvokaten forventer, at der afsiges dom 22. december 2011.