Frederik Andersen gæsteoptræder i AHL og vender efter to kampe for Norfolk Admirals tilbage til Anaheim Ducks i NHL.
At den danske målmandssensation i verdens stærkeste liga med ti sejre i 12 kampe for topholdet i Western Conference, Anaheim Ducks, tager et trin ned ad rangstigen i weekenden har ikke noget at gøre med, at Anaheim Ducks er utilfreds med ham, tværtimod.
Det er en konsekvens af de specielle regler i Nordamerika.
- Skal jeg spille for Norfolk Admirals under NHLs OL-pause, skal jeg en tur ned i AHL nu. Det er Anaheim Ducks' planer med mig, siger Frederik Andersen til BT.
- Det passer mig fint at få så mange kampe som muligt. Jo flere kampe, des større selvtillid. Man taber hurtigt rytmen, hvis man ikke spiller, og jeg har siddet en del udenfor.
Frederik Andersen spiller i weekenden to udekampe for Norfolk. Lørdag mod Worcester og søndag mod Springfield. Derefter returnerer han til Anaheim.
Hans statistik i NHL har imponeret alle eksperter, men den store målmand føler, at han kunne have gjort det endnu bedre.
- Jeg er tilfreds med dét, der står på bundlinjen. Jeg har hele tiden gjort fremskridt, men det store spring, jeg tog i Frölunda, har jeg nu ikke oplevet herovre, siger han.