Det kan godt være, at det ligner alt andet end forår, når man kigger ud af vinduet for tiden. Ikke desto mindre er vinteren slut, når det gælder landets cirka en million pollenallergikere. Torsdag fik vi årets første pollental.

Ifølge DMI og Astma-Allergi Danmark lyder pollentallet for hassel på 9. Og selvom vejret i øjeblikket kan virke som alt andet end forårsagtigt og dermed ikke så pollen-agtigt, stod pollensæson faktisk allerede på spring tidligere i år.

Inden Danmark blev ramt af vintervejret i slutningen af januar, var pollensæsonen faktisk tæt på, men blev således udskudt i sidste øjeblik på grund af den såkaldte »dræberkulde« fra Sibirien.

Årets første pollental er dermed et bevis på, at den seneste tids hårde vinter har mistet pusten, og sæsonstarten for pollen kommer således til at ligge nogenlunde på samme tidspunkt, som den plejer - midt i februar.

Vinteren bestemmer, hvornår pollensæsonen skydes i gang, og ved særligt milde vintre, kan pollen allerede indfinde sig i luften i begyndelsen af januar. Som eksempelvis i 2006-2007, hvor sæsonen startede 11. januar.

Tidspunktet for sæsonstarten fortæller ifølge Astma-Allergi Danmark ikke noget om, hvor hård en sæson, allergikere kan forvente. Men et koldt og regnfuldt forår giver som udgangspunkt en stille sæson uden voldsomme mængder pollen.

Foruden hassel kommer de første pollental fra elletræerne, mens elm og specielt birk får nys og kløe frem i april og maj.

Til sommer er det især græs og bynke, der driller.